Cyklen skal til Auning

DANMARK RUNDT 2017 Det var tirsdag eftermiddag, at Team Bodenhoff kom hjem til Frederiksværk fra deres cykeltur Danmark Rundt.

En cykeltur med det ene formål, at samle penge ind til Børnecancerfonden.

Hjemkomsten er dog ikke endbetydende med, at Danmark Rundt 2017 er slut for i år - tværtimod. Cyklerne er parkeret, men der samles stadig ind til det gode formål.

Det er forskellige sponsorgaver og lignende som er 'under hammeren', ligesom der trækkes lod om forskellige og flotte præmier som i forbindelse med Danmark Rundt 2017 har været udloddet.

Torsdag eftermiddag blev der trukket lod om en af disse flotte præmier - en super flot Principia Mountainbike, til en værdi af 12.000 kroner, sponseret af Ditlev Cykler i Hundested.

Henrik Ditlev trak sammen med Kurt Elmegaard og Claus Bodenhoff den heldige vinder - Line Grønlund fra Auning på Djursland, som fik beskeden overrakt med det samme.

"Alle 300 lodder blev solgt, mange af dem til Hundested By Night, mens der ligeledes blev solgt lodder på turen rundt i landet. De sidste blev faktisk solgt her i butikken her til morgen", fortæller Henrik Ditlev, mens Claus Bodenhoff supplerer:

"Stort tillykke til Line med den flotte mountainbike, men Line er ikke den eneste vinder, alle der har købt lodder har vundet et kæmpestort smil fra Børnecancerfonden", sagde Claus Bodenhoff, der med det samme satte gang i sit store netværk, for at få transporteret mountainbiken fra Hundested til Auning.