Kvinder bad anmassende mand fordufte - så smed han en stol i hovedet på dem

Politiet blev lørdag klokken 1.10 kaldt til Rosengade i Slagelse, hvor en kvinde var blevet overfaldet af en mand.

Det viste sig at være en 25-årig kvinde fra Jyderup, der sammen med en veninde havde siddet uden for et spisested, da en mand kom hen til deres bord.

De to kvinder var imidlertid ikke interesseret i hans selskab, og da de bad ham fordufte, smed han den stol, han havde siddet på, i hovedet på den 25-årige. Ud over et chok fik den 25-årige en bule i hovedet, og politiet anholdt kort efter voldsmanden.

Det var en 18-årig mand fra Korsør, som blev taget med til politistationen i Slagelse, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt lørdag klokken 6.57. Han er sigtet for vold.