Finansminister Kristian Jensen besøger Jyllinge

Jyllinge kan i morgen torsdag se frem til et minister-besøg.

Således vil Finansminister Kristian Jensen (V) fra kl. 14.25 til 15.25 gæste virksomheden Addifab Aps, der på Møllehaven 12A i Jyllinge fremstiller 3D-printere.

Programmet indeholder også et oplæg af Kristian Jensen, og der vil formentlig blive lejlighed til at stille spørgsmål til ministeren.

"Vores lokale spidskandidater, Bent Jørgensen og Evan Lynnerup, deltager også og vil være til rådighed for en snak om erhvervsfremme lokalt," skriver Venstre i en pressemeddelelse.

Besøget afsluttes i Jyllinge Nordmark, hvor borgerne kan møde ministeren cirka kl. 15.00 for enden af Osvej.

"Stormene Bodil (2013) og den efterfølgende Urd (2016) forvoldte store skader. Flere hundrede familier måtte evakueres efter Bodil-stormen og kunne først flytte tilbage efter en lang periode. Nu er et kystsikringsprojekt i gang i området, men mange efterlyser samtidig, at staten tager initiativ til, at der laves en regional løsning højere oppe i Roskilde Fjord," skriver Venstre i forbindelse med Kristian Jensens besøg.