Dobbelt op på Frede i Slagelse

Der stod navnet »Frederik« malet ud over Slagelses brag af et føringsmål i 28. minut i søndagens fodboldkamp i danmarksserien mod Taastrup FC.

Indskiftede Frederik Søllested startede angrebet og Frederik Christensen afsluttede det med at brage bolden i nettet med sin jernpande.

- Jeg lægger den ud til Patrick (Andersen, red.), for jeg ved, Frederik (Christensen, red.) er stærk på låget derinde. Og så smækker Patrick den ind i panden på ham. Det var lige efter bogen, sagde Frederik Søllested med et stort smil, som blev matchet godt af Frederik Christensen.

- Jeg ved, Patrick A. er god til at slå bolden, og vi har aftalt, at jeg kommer i første område. Jeg kunne lige se pladsen foran forsvareren og så kommer der et suverænt indlæg. Det kunne det ikke være bedre. Jeg fik god kraft på den, lød det fra Slagelse-angriberen.

De to »Frederikker« er begejstret over Slagelses gode sæsonstart med tre sejre i tre kampe.

- Vi er flyvende. Vi tror på os selv og giver den 110 procent hver gang. Ikke så mange dikkedarer, sagde Søllested.

- Det er vigtigt, at vi holder benene på jorden. Vores målsætning var at se det an og konsolidere os i sub-toppen, hvis vi kunne det. At vi så har fået en god start, er jo godt. Så må vi bare ride videre på den gode bølge og skrabe så mange point sammen som muligt, siger Frederik Christensen, som slutter af med en kæk:

- Det var dobbelt op på »Frede«.