53 elever startede i 0. klasse på Lynge Skole

53 spændte, søde og glade Lynge-børn fik en fantastisk skolestart på Lynge Skole. Medarbejdere og ledelse tog imod både forældre og børn i det mest fantastiske sommervejr.

Sådan lyder beretningen fra Lynge Skole om første skoledag 14. august.

Alle børn og forældre fik en velkomsttale på dagen af skoleleder Thomas Kirkegaard, foran skolens indskolingshus, og 0. klassernes medarbejdere blev præsenteret for børn og forældre.

Herefter gik alle børnene til deres første time på Lynge Skole, hvor børnehaveklasselærere og pædagoger tog godt imod dem.

'Der blev lavet breve, sunget sange og spist is, hvilket bestemt ikke var nogle dårlig start på 10 års skolegang,' lyder beretningen.

Dagen blev afsluttet med en fælles opsendelse af balloner, med en personlig hilsen fra hver elev i 0. klasse.