Indbrud: Ældre dame vågnede, da person stod bøjet over hende

En 95-årig kvinde vågnede om natten i sin lejlighed på Rundforbivej i Nærum ved, at en person stod bøjet over hende. Samme nat var der indbrud, oplyser Nordsjællands Politi.

Indbruddet foregik mellem lørdag klokken 21.00 og søndag klokken 09.00. Terrassedøren blev opbrudt, men tilsyneladende blev der ikke stjålet noget. Der er ingen beskrivelse af gerningsmanden.

Også andetsteds i Nærum var der indbrud denne weekend. Det skete på Langebjerg i en villa mellem fredag klokken 12.00 og søndag klokken 14.15.

Her blev soveværelsesvinduet opbrudt, og der blev stjålet smykker og en espressomaskine.