FCR-angriber tilbage fra 'barselsorlov' med to mål: Morten hentede sejren

FC Roskildes stærke og boldsikre angriber Morten Nielsen var den helt afgørende forskel, der søndag eftermiddag sikrede hjemmesejren på 3-1 over Skive, så holdet igen rejste sig efter den meget dårlige start på sæsonen.

I de to første kampe var han ikke med pga. 'barsels-orlov'. Det gav kun til ét enkelt point mod de to oprykkere Brabrand og Thisted, selv om det efter spil og chancer burde have været to sejre og fuld gevinst med seks point.

Derfor var FCR's sportschef Anders Theil både glad og lettet efter den meget vigtige sejr mod Skive. Han vidste godt, at hvis det var blevet til en ny skuffelse, ville holdet miste selvtillid og komme til at slås for sin overlevelse i 1. division fremfor at spille med blandt de bedste.

Fysisk og teknisk stærk

Morten Nielsen, der er søn af den gamle landsholdsspiller Benny Nielsen fra AB og Anderlecht og selv har spillet i udlandet, er stærk både fysisk og teknisk. Derfor gav han FCR-angrebet ny tyngde og slagkraft mod Skive.

Han har fysikken til at komme op og heade foran modstandernes mål. Samtidig har han også teknik til at modtage og holde på bolden, når holdkammeraterne sender lange bolde frem til ham.

Med denne styrke helt i front, blev de mindre tekniske folk omkring ham også bedre mod Skive, fordi han kunne spille sammen med dem. Den mulighed nød både Bo Storm og Mathias Gehrt godt af mod Skive.

Samtidig var den gamle landsholdsspiller Mikkel Thygesen kommet op i omdrejninger og leverede en række farlige indlæg fra højre fløj.

Længere bagude var Valon Ljuti en stærk defensiv spilstyrer, og FCR-forsvaret med anfører Stefan Hansen tilbage virkede denne gang mere solidt, selv om der stadig var nogle 'blundere' ind imellem.

I gang efter skidt start

For en ugen siden, da FCR dummede sig og helt tåbeligt tabte 3-2 hjemme til Thisted, havde holdet ellers lagt ud som lyn og torden med en føring på 2-0 efter godt 10 minutter. Chancerne fortsatte i hele første halvleg, men da Thisted reducerede lige før pausen gik holdet helt ned i 2. halvleg.

Denne gang gik det heldigvis lige omvendt. Roskilde starede langsomt og havde efter 20 minutter ikke haft et ærligt forsøg på mål, mens Skive havde ramt FCR-keeper Vang én gang. Han var blevet foretrukket denne gang efter Schrams to drop i de forrige kampe.

Men så begyndte Mikkel Thygesen at komme til baglinjen i højre side og producerede flere gode indlæg.

Resultatet kom efter 35 minutter, da Bo Storm opsnappede en aflevering højt på banen og spillede Morten Nielsen helt fri. Angriberen gik lige mod mål og udplacerede koldblodigt Skive-målmanden.

Kort tid efter sendte Bo Storm Mikkel Thygesen af sted med en lignende friløber, men desvære gik hans forsøg lige uden om stolpen.

Men så var FCR ved at gentage fejlen fra Thisted-kampen. Holdet overlod initiativet til gæsterne, der bl.a. fik flere hjørne i træk.

På det sidste fik Jeppe Mogensen lov til at stå umarkeret og kunne på flade fødder helt ugenert heade udligningen ind.

Flot 2. halvleg

Så frygtede tilskuerne i Rådmandshaven en gentagelse af sammenbruddet mod Thisted, men heldigvis demonstrerede FCR-spillerne denne gang en anderledes sejrs- og kampvilje.

Ganske vist havde den tidligere Superliga-topscorer Thomas Dalgaard et meget farligt forsøg lige efter pausen, men FCR slap med skrækken og overtog så initiativet.

Efter 56 minutter kom Mikkel Thygesen først frem til et godt indlæg fra venstre side og headede den ind.

Kun 10 minutter senere brugte Morten Nielsen også hovedet til at score sejrsmålet efter et meget præcist frispakr fra Mathias Gehrt.

Selv om Skive-folkene prøvede at komme igen, mistede de efterhånden troen, og FCR benyttede lejligheden til bl.a. at sende den unge Roskilde-spiller Andreas Hermansen på banen for at få mere kamperfaring.

Kun 800 tilskuere var mødt frem i det fine solskin efter holdets skuffende præstationer i de første kampe. Men med det gode spil, som Roskilde præsterede i den sidste time mod Skive, kommer der forhåbentlig mange flere næste gang i Rådmandshaven.