Vrede beboere: Politikere løber fra løfte om stillegade

Uenigheden om trafikken i Strandgade i Roskilde er igen blusset op. Brugerne af havnen for enden af Strandgade ønsker fem p-pladser med begrænset parkering tilbage, men beboerne i Strandgade blev i sin tid lovet en fredeliggørelse af gaden i forbindelse med havneudvidelsen. Fredeliggørelsen giver store gener for brugerne af den ende af havnen.

- Hvorfor er der nu ikke længere behov for en fredeliggørelse af Strandgade? Det var det, vi blev lovet, da vi nikkede ja til en havneudvidelse, hvor vi allerede inden vedtagelsen påpegede, at det ville give store trafikproblemer at udvide havnen, siger formand for beboerforeningen i Strandgade Flemming Østergaard.

Han er med egne ord rasende over, at politikerne er i gang med at flygte fra den beslutning, de tog for kun et par år siden.

- Det er simpelthen politisk makværk af værste skuffe. Så har vi en socialdemokrat, som simpelthen ikke er sin opgave voksen, siger han med henvisning til udvalgsformand Torben Jørgensen (S).

Denne tager kritikken køligt og erkender, at lukningen af Strandgade var en fejl.

- Da vi besluttede fredeliggørelsen, gjorde vi det simpelthen ikke godt nok. Der kommer generelt mere trafik i vores samfund, og vi har 300 brugere af havnen, som vi også er nødt til at tage hensyn til. Derfor bør vi genåbne Strandgade, siger Torben Jørgensen.

At der igen skal tages hensyn til bilisterne og brugerne af havnen er Jonas Paludan (EL) ikke enig i.

- Jeg synes jo, vi er i gang med et groteskt ressourcespild. Vi har en gang besluttet at fredeliggøre Strandgade. Vi har brugt tid og borgernes penge på det, og nu skal vi gøre det om. Vi har lovet folk i Strandgade en fredelig gade, og det løber flertallet nu fra. Det ser ikke kønt ud og ligner mest panik før et valg, siger han.