56-årig kvinde mistede livet i trafikulykke

En 56-årig kvinde fra Sorø blev kort før klokken 16 onsdag eftermiddag dræbt i en voldsom trafikulykke på Næstvedvej i krydset ved Alstedvej nær Sorø. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.

- Vi skal have afklaret, præcis hvad der skete, men det ser ud som om, at der var noget kø-kørsel - muligvis på grund af en traktor, siger vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Stefan Jensen.

- De foreløbige undersøgelser tyder på, at den 56-årige, der kom kørende i retning mod Sorø, ikke havde opdaget køen og derfor trak ud for at undgå at påkøre den bil, der kørte foran. Hun kom i hvert fald over i modsatte kørebane, hvor hun kørte frontalt ind i en varebil, der kom kørende fra Sorø mod Næstved.

Varebilen blev ført af en 39-årig mand. Han blev bragt til sygehuset i Slagelse, men onsdag aften havde politiet ikke overblik over hans tilstand.

- Meldingen er dog, at han ikke er i livsfare, siger Stefan Jensen.

En tredje bil var også involveret i ulykken, men den blev kun lettere ramt. Varebilen endte i grøften, mens kvindens bil rullede hun, og hun måtte skæres fri af Vestsjællands Brandvæsen station Sorø.

Næstvedvej var spærret i begge retninger indtil klokken cirka 18.30.