Læger uden (kommune)grænser

Det er kendte ansigter fra Rødovre Gymnasium, der banker på døren, når Læger uden Grænser går på gaden for at samle ind til Verdens brændpunkter i slutningen af maj. De er nemlig gået sammen om at sikre den frivillige indsats, der er uvurderlig, men de mangler din hjælp, hvis borgerne i Rødovre også skal støde på mennesker iført lysende hvide lægekitler og farvestrålende postkort, når du er på vej ud at handle.

”Sidste år var det første gang, at Læger uden Grænser samlede ind, og det lykkedes at samle godt 6 millioner kroner ind til nogle af Verdens værste brændpunkter. I år vil jeg gerne være med til at gøre det endnu bedre. Derfor har jeg meldt mig som frivillig indsamlingsleder her i Rødovre,” siger Bente Bom Olesen tidligere ansat på Rødovre Gymnasium.

Behov for flere hænder

Netop den lokale hjælp er uvurderlig for Verdens største medicinske nødhjælpsorganisation, når den går på gaden for at samle ind til lægehjælp, medicin og basale fornødenheder. Sidste år var der næsten 5.000 indsamlere på gaden – i år håber organisationen på, at der melder sig endnu flere.

”Uden hjælpen fra de lokale ildsjæle og de mange private donorer kunne vi ikke hjælpe de mange mennesker, som vi gør, og derfor er vi dybt taknemmelige for den fantastiske opbakning vi fik sidste år og de mange frivillige, der allerede har meldt sig. Vi mangler dog stadig hænder i marken, så hvis der er nogen i Rødovre, der kunne tænke sig at give en hånd, hører vi gerne fra dem,” siger Jesper Brix, der er direktør i Læger uden Grænser.