Billedserie: 300 løbere klovnede i Kværkeby

Iklædt farverige parykker, røde næser og godt humør tumlede en stor flok klovne lørdag rundt i Kværkeby.

Selvom det ikke var alle, der var klædt ud, var der alligevel et overtal af farverige kostumer, da Kværkeby IF, Paradisvej og Danske Hospitalsklovne inviterede til Klovneløb.

Det er kun anden gang, at løbet afholdes, og medarrangør og indehaver af Paradisvej i Ringsted, Anita Hass, fortæller, at det ikke bliver den sidste.

- Det var helt fantastisk at være med til. Løbet er blevet et lille hjertebarn for os, så det er noget, vi gerne vil være med til mange år fremover, siger hun.

Dorthe Kubel, der er medlem af Kværkeby IF og medarrangør, fortæller ligeledes, at dagen var en succes.

- Når vi ser, hvor glade deltagerne er, så giver det en fantastisk følelse. Jeg får helt gåsehud bare af at tale om det, fordi det var så skønt at være en del af, siger hun.

Lørdagens Klovneløb havde næsten 300 deltagere og 20 frivillige, der stod for det praktiske. Det er endnu ikke opgjort, hvor meget der blev indsamlet.