Lyt til musikskolens talenter

Musikskoleåret er ved at gå på hæld, og det bliver fejret tirsdag den 30. maj med den traditionelle afslutningskoncert for talenterne.

Publikum kan opleve koncerten i Kulturhuset Fredensborg Gl. Bio, hvor eleverne fra Fredensborg Musikskoles Talentskole giver koncert fra klokken 19.00.

Årets Talentskolekoncert bliver et overflødighedshorn af fantastisk musik, som afspejler alle sider af musikkens verden! De enkelte talentelever vil spille et eget selvvalgt stykke, som viser deres ihærdige arbejde gennem skoleåret, men derudover fremføres også resultatet af to workshops, der har været afholdt i skoleåret, hvor violinisten Andreas Tophøj har været en kæmpe inspirationskilde for eleverne, lover Flemming Nilsson, projektleder på Talentskolen.

Der er gratis adgang.