Husejer målløs: Skraldemand tog øl og lod affaldet stå

Her er et fotoklip fra videoen på Malmmosevej i Holte. Skraldemanden har taget de fire øl, han letter på låget til affaldscontaineren og går så med de fire øl uden at tømme containeren. Foto: Privat

- Jeg er målløs. Jeg er faktisk rystet.

Villy Rabe Bech Mousten, der bor på Malmmosevej i Holte, fik ikke tømt sin affaldscontainer planmæssigt den 30. december, men ikke nok med det. Omstændighederne omkring den manglende tømning kalder han “grotesk”.

- Vi havde stillet fire juleøl ud til skraldemanden for at vise vores påskønnelse og respekt for hans arbejde. Øllene havde vi stillet oven på vores affaldscontainer, der var godt fyldt - men ikke overfyldt - oven på juledagene, fortæller Villy Rabe Bech Mousten.

Han blev med et pænt ord “forbavset”, da han senere på dagen kunne konstatere, at containeren ikke var tømt. De fire øl var til gengæld væk.

Helt godnat...

- Jeg har ikke ord, der dækker, hvad jeg tænkte, da jeg så vores overvågningsvideo af indkørslen. Her kan man se skraldebilen holde lidt fra vores indgang. Skraldemanden kigger sig lidt omkring, tager de fire øl, letter på låget til vores affaldscontainer, hvorefter han går med øllene uden at tømme containeren...

Se videoen her:

Villy Rabe Bech Mousten kalder det helt godnat.

- Jeg klagede naturligvis til både Rudersdal Kommune og City Container, der står for affaldstømningen, og jeg forsøgte at sende videoen til dem, uden at det dog lykkedes. Næste dag kom en ny skraldebil og en ny skraldemand og tømte vores affald.

Villy Rabe Bech Mousten, der er statsautoriseret revisor, sætter trumf på:

- Det kan ikke være godt for miljøet eller rentabelt for City Container, at de to dage i træk må sende en vogn ud for at tømme affald. Det virker på mig som om, at nogle af deres medarbejdere prøver at finde hullerne i osten - altså finde på undskyldninger for ikke at tømme. Det er småligt. Jeg har respekt for arbejdsmiljø og regler, men det virker som om, man i stor stil har travlt med at finde undskyldninger for ikke at løse den opgave, man er sat til. Jeg er ikke imponeret. Kort før jul havde avisen her jo netop skrevet om problemerne med City Container.

Bør ikke være smålige

Trods den “groteske” oplevelse fortæller Holte-borgeren, at han vil blive ved med at sætte øl eller sodavand ud til skraldefolkene i ny og næ.

- Det gør man der, hvor jeg kommer fra. Og en dårlig oplevelse skal ikke ødelægge det for andre, understreger Villy Rabe Bech Mousten.

Efter årsskiftet har han haft endnu én gang, hvor hans affald ikke blev hentet.

- Man kan godt sige, at det var vores egen skyld. Her efter nytår har vi fået de nye containere, hvor man sorterer i både rest- og mad-affald i en container. Den havde vi ikke taget i brug. Vi havde brugt vores gamle container. Derfor blev der ikke tømt i første omgang, men først da vi bestilte en ekstra tømning. Det, synes jeg, er ok. Men jeg synes også, at City Container skal tage en snak med medarbejderne om ikke at være for “smålige”. Regler er regler, men tømningen af affald er jo en del af hele vores infrastruktur, og når affaldet ikke bliver tømt, kan der nemt opstå andre udfordringer, påpeger Ville Rabe Bech Mousten.