Brian får fornem anerkendelse blandt 500 ledere

Brian Frantsen (center) modtager her hæder for sin ledelsesstil og indsats i ISS. Han bor i Kirke Hyllinge. Foto: Jesper Ærø

54-årige Brian Frantsen er kåret som årets leder i ISS Danmark. Hæderen får han for sin evne til at skabe resultater, motivere og engagere sine medarbejdere og for sin høje faglighed.

ISS Danmark har tidligere i denne måned afholdt deres årlige lederkonference, hvor 54-årige Brian Frantsen, der til daglig bor i Kirke Hyllinge, blev kåret som årets leder i et meget stærkt felt blandt flere end 500 ledere på tværs af hele den danske organisation.

Brian Frantsen har taget en lidt atypisk vej mod ledergerningen, da han oprindeligt er uddannet kok, inden han tog en kandidatuddannelse fra CBS. Han bruger til dagligt bruger sine kompetencer som segmentdirektør i ISS Danmarks afdelinger for Food Hygiene og Food & Beverage, hvor han har det daglige ansvar for mere end 700 medarbejdere, der tæller mere end 40 nationaliteter.

Lyser op

Det kræver lederskab, når medarbejderne taler mange forskellige sprog, og de arbejder på mange forskellige lokationer. Og her lyser Brian Frantsen ekstra meget op med sit lederskab, hvor han har ydet en ekstraordinær indsats i løbet af det seneste år.

I indstillingen for prisen som årets leder står der blandt andet:

”Brian er en meget synlig, engageret, inkluderende og motiverende leder, som er en god rollemodel. Han møder gerne op på slagterierne på alle tider af døgnet, og giver ’en ekstra hånd med’ og bliver klogere på driften og eventuelle driftsmæssige udfordringer. Brians lederskab har meget stor positiv indflydelse på Food Hygiene, Food & Beverage og på selve kundeoplevelsen.“

Og det lyder videre:

”Brian er en meget engageret leder, som leverer en imponerende indsats og resultater i vores Food Hygiene og Food & Beverage afdeling. Han er god til at håndtere stor kompleksitet og få fundet værdiskabende løsninger herpå, som giver værdi for de kunder han har ansvaret for og for ISS.”

Mange lederrroller

Brian Frantsen er 54 år og bor i Kirke Hyllinge. Han er uddannet kok og har siden 1995 arbejdet i ISS med undtagelse af halvandet år, hvor han kort var i en anden servicevirksomhed. Han har haft mange forskellige lederroller indenfor food services i ISS. Privat er Brian gift med Gitte og de har sammen to drenge, Simon og Bjørn.

Det er en tydeligt stolt og ydmyg vinder af den fornemme anerkendelse som årets leder i ISS Danmark. I en pressemeddelelse fra ISS Danmark udtaler Brian Frantsen, at han sætter meget stor pris på denne anerkendelse, som han selvfølgelig er ekstremt stolt af at modtage.

- Særligt fordi det er alle medarbejdere i ISS, der kunne stemme - ikke kun vores øverste ledelse. Men det skal ikke kun handle om mig, men derimod alle de medarbejdere jeg samarbejder med til dagligt. For uden dem har det slet ikke kunne lade sig gøre, at jeg har fået prisen som årets leder. Så det er indirekte også en pris til dem. Resultater og succes kan sjældent måles på et enkelt menneske, og det kan det så afgjort heller ikke i dette tilfælde, siger Brian Frantsen.

Ledelsesstilen

- Jeg er også rigtig glad for, at min ledelsesstil bliver taget godt imod af mine medarbejdere og lederkolleger. Jeg tror på, at med transparens, troværdighed og tillid er der et godt fundament til at skabe resultater i fremtiden, tilføjer han.

I sin nye rolle som segmentdirektør har Brian Frantsen på relativt kort tid formået at etablere en tæt og tillidsfuld relation til den kunde, som han er ansvarlig for gennem en unik forståelse for den pågældende kundes behov. hedder det i pressemeddelelsen.

Det fremgår endvidere, at det kræver lederskab at lede og fordele ISS’ indsatser hos ISS’ mange kunder for at kunne levere førsteklasses serviceoplevelser - hver dag.