Ny blog på nettet: Det gode hundeliv

Da hun blot var seks år gammel, kendte hun til navnene på 450 hunderacer. Som syv-årig luftede hun de lokale hunde. Og naturligvis er hun vokset op med hunde.

For 54-årige Christina Højgaard fra Birkerød har det nemlig altid drejet sig om hunde. Om det gode hundeliv, som også er navnet på hendes firma - og på den blog, som hun nu er begyndt at skrive for Rudersdal Avis på www.sn.dk/rudersdal.

Christina Højgaard er uddannet hundetræner med flere ugentlige holdtræninger og er en flittigt brugt hundeekspert på TV og i radioen, hvor hun er P3’s hundeekspert.

Hendes arbejde med hunde strækker sig mere end 30 år tilbage, og hun er uddannet af en hundepsykolog, adfærdsterapeuter, coaches og mentorer.

Christina Højgaard har skrevet artikler til aviser og dagblade, deltaget i radiointerviews, lavet podcasts, holder foredrag om hundes trivsel og bliver i ny og næ hentet til udlandet for at træne hunde.

Hun blev ikke mindst kendt via tv-udsendelser med Lisbet Dahl og TV-serien Linses Dyresquad med Linse Kessler.

Bullmastiff

”Alting med hunde er sindssygt sjovt, spændende og hjerteligt, og jeg lærer ved hver en hund, jeg møder,” siger Christina Højgaard:

”Jeg lægger vægt på kommunikation og samarbejde mellem ejer og hund, og der skal være mulighed for de individuelle vinkler. At træne hunde(ejere) er ikke ”one size fits all”, men altid et spørgsmål om den specifikke interaktion mellem hund og ejer. Min overbevisning er, at alle os med hunde, altid og kun kan blive lidt klogere på vore hunde og hundehold.”

Selv har hun altid haft hund, og igennem 35 har hun været ejer af Bullmastiffs.

”Min egen kloge køter hedder Hippo. Han er en Bullmastiff på knap 70 fornuftige kilo. Hippo er kendt for sit gode udseende. Men Hippo er også mit alt, og inspirerer mig dagligt til alverdens nye tankegange og træningsporteføljer. Så følg med – og nyd vores skønne univers, med brugbare emner, aflivning af skrøner, og opgaver, din hund vil elske,” siger hun.

Den første blog om det gode hundeliv handler om det nye sort indenfor hundetræning: Snifari.

Læs mere på www.sn.dk/rudersdal.

FAKTA

Christina Højgaard

Hjemmeside www.detgodehundeliv.dk

Firma: Det Gode Hundeliv

Træningsplads i Birkerød