Fire skoler holder snart permanent sidste skoledag

Mikael Smed var ikke populær blandt demonstrerende forældre og børn. Borgmesteren kom dog ud og hilste på den utilfredse folkemængde foran rådhuset.

SKOLERNE SKAL BESTÅ - ELLERS SÅ MÅ SMEDEN GÅ!

Det taktfaste tilråb lød onsdag aften foran Vordingborg Rådhus, hvor vrede forældre og børn demonstrerede mod skolelukninger. Men forgæves. Efter politisk flertal bestående af borgmester Mikael Smeds Socialdemokratiet, SF og så ganske overraskende to løsgængere i form af Heino Hahn og Mette Gerdøe-Frederiksen, besluttede at lukke skolerne i Bårse, Mern, Fanefjord og Marienberg i Vordingborg efter sommerferien.

Heino Hahn hører normalt til i blå blok, men han havde kigget på el-regningerne, som efter hans mening var alt for store i forhold til det faldende børnetal. For Mette Gerdøe-Frederiksens vedkommende, så kunne hun ikke blive enig med sit parti om skolelukningerne, så hun meldte sig i tirsdags ud af Enhedslisten for at bakke 100 procent op om Mikael Smed.

Med Hahn og Gerdøe-Frederiksen om bord havde borgmesteren de magiske 15 mandater, der skal til for at have et flertal i kommunalbestyrelsen. Derfor var der ikke noget at komme efter for de borgerlige partier, der er imod skolelukninger.

Vil lukke mere

De nævnte skoler indgår i “Model 2. Kun Radikale Venstres Michael Larsen stemte for at lukke flere skole. Han gik efter den store løsning, ”Model 1“, der også har Ørslev og Hjertebjerg på listen. Det var ud fra devisen, om at skal der skæres, kan man lige så godt gøre det ordentligt.

Under den ophedede skoledebat har Venstre tordnet imod skolelukninger. Til kommunalbestyrelsesmødet havde samtlige syv medlemmer taget sort tøj på:

- Det er en sorgens dag, sagde Eva Sommer-Madsen.

Det afkastede følgende replik fra Michael Larsen.

- Til mørkekabinettet vil jeg sige. Gem jeres sorte tøj. Hvis I får magt, som I har agt, vil der ikke gå lang tid, før I får brug for det.