Et erhvervsår med sejre og nedture

Jacob Møller gjorde status over sit første år som formand for Vordingborg Erhvervsforening.

Vordingborg Erhvervsforening har uddelt erhvervsprisen i mange år, men for første gang valgte man i år at slå prisfesten sammen med en anden fast tradition i foreningen. Den årlige nytårskur.

- Når vi summer 2022 op kan vi konstatere at det – trods alt – har været et tilfredsstillende år for erhvervslivet i Vordingborg, lød det i nytårstalen fra erhvervsforeningens formand, direktør Jacob Møller fra Insatech.

- Vi har fået en stærk og visionær fælles Erhvervsmasterplan 2030, vores område er med helt i front i kampen for at tiltrække store grønne energivirksomheder og Arcadia eFuels har meldt sin ankomst på Vordingborg Havn med en samlet investering på over syv milliarder kroner, fortalte formanden i sin tale.

- Beskæftigelsen har året igennem været høj og antallet af arbejdsløse i kommunen er fortsat på et lavt niveau, lød det i nytårstalen, hvor formanden dog også erkendte, at den gode udviklingen ikke kunne fortsætte.

Hård opbremsning

- Samtidig med Ruslands invasion af Ukraine blev verdensøkonomien ramt hårdt, hvor især de galoperende energipriser og den høje inflation har ramt os markant. Både i vores privatøkonomi og rundt i vores erhvervsliv. Det kan mærkes og det sætter dybe spor, forklarede formanden, der blandt andet nævnte konkursramte virksomheder, lukkede butikker, hårdtpressede indtjeninger og el og gasregninger, der er stukket helt af.

- Det giver svære tider for alle, og det giver store udfordringer for hele erhvervslivet. Den gode nyhed er at vi står stærkt. Den danske økonomi er alt andet lige bomstærk og virksomheder er forberedte på de svære økonomiske udfordringer, der venter. Sammen er vi stærkest, og vi er ikke alene, lød det optimistisk.

Plan skal føres ud i livet

Arbejdet med Erhvervsmasterplanen har fyldt meget i erhvervsforeningens arbejde i det forgangne år. Fire erhvervsfolk var med i et udvalg, der gennem hele foråret og hen over sommeren arbejdede koncentreret med at komme i mål med en fælles erhvervsmasterplan skabt i fællesskab mellem Vordingborg Kommune og Vordingborg Erhvervsforening.

- Samarbejdet mellem politikerne, erhvervsfolk og kommunale medarbejdere har været godt, og det lover godt for fremtiden, fortalte Jacob Møller.

- Planen er fuld af fornuftige, vigtige strategiske indsatser, som jeg håber meget snart bliver sat i gang. Erhvervsudviklingen er drivkraften i bosætning og bosætning sikrer kvalificeret arbejdskraft til erhvervsudvikling; udvikling på de to faktorer er afgørende for sikring af det økonomiske grundlag for Vordingborg Kommune, understregede formanden i sin tale, hvor han tilskyndede politikerne til at få gennemført erhvervsmasterplanens vigtigste punkter.

- Tid er en faktor. Vi risikerer at blive overhalet indenom af vores nabokommuner, hvis ikke vi hurtigst muligt tager fat på de store strategiske indsatser, lød det fra Jacob Møller.

Tog et tigerspring

Erhvervsforeningens formand kunne også glæde sig over, at kommunen i 2022 gik markant frem i Dansk Industris undersøgelse af erhvervsklimaet i landets kommuner.

- Efter flere år med bundplaceringer, tog vi i 2022 et tigerspring på 28 pladser op ad listen og Vordingborg kommune fik en 55. plads på listen over erhvervsvenlige kommuner i Danmark. Det er ikke pragende, men det er så sandelig bedre end tidligere, lød det fra formanden.

- Der er arbejdet hårdt på at forbedre erhvervsvenligheden, og det er helt fortjent, at vi allerede nu ser en klar forbedring, tilføjede han.

- Men vi skal videre og højere op på ranglisten. Det arbejde fortsætter vi med i 2023 og de næste mange år, understregede formanden.

Foto: Kim Rasmussen
Foto: Kim Rasmussen