Ud i naturen i februar: På jagt efter dyrespor

Inge H. Christensen, Vestskovens Naturskole

»Det er meget sjovere at gå i skoven, når man leder efter spor,«

Sådan lød tilbagemeldingen fra Noah på 10 år, da han havde været med sin klasse på sporjagt i Vestskoven. Vinteren er en god årstid til at finde dyrespor i naturen. Februar er årets sidste vintermåned og i gennemsnit årets koldeste måned. Derfor er der også stor sandsynlighed for at der falder sne, som tydeliggør dyrenes færden. Samtidig er det nemmere at få øje på de vilde dyr, når der ikke er blade på træer og buske. Det er dog langt fra alle dyrene vi kan få øje på, da de let bliver skræmt og løber væk og flere af dem er primært nataktive. Men kigger man godt efter kan man se forskellige spor efter dyrene, fx fodspor, ædespor, ekskrementer, dyrerester, gylp, reder og huler.

Sådan leder du

Om vinteren med perioder hvor der ligger sne, er det en fantastisk oplevelse at tage på sporjagt i skoven. Det er let at finde fodspor og ædespor efter dyrene, da der er tydelige spor i og ovenpå sneen. Men selv i perioder uden sne er vinteren et godt tidspunkt at lede efter dyrespor. Fugtig jord og mudder er der ofte meget af, og netop i mudder kan man finde fine fodspor efter fx fasan, hare, rådyr, krondyr, grævling. Gode steder at lede er på ridestierne, ude langs kanten på stierne og i nåleskoven.

Start med at lære nogle enkelte spor at kende, så bliver det sjovere at gå på sporjagt i naturen, og se hvilke dyr der har været i området. Efterhånden som man lærer de mest almindelige dyrespor at kende, kan man begynde at kigge efter andre og mere avancerede spor. Sporene fortæller en masse om dyrenes færden, fx hvordan de lever, hvad de har lavet, hvor de er på vej hen, om de har ligget, løbet eller gået.

Let genkendelige dyrespor

Dyrenes fodspor er tydeligst, når der er faldet sne, men kan også ses i den fugtige jord og mudder. Fodsporene kan deles op i fire forskellige typer. Poter fra fx ræv, grævling, egern, hund, kat, mus m.fl., hove fra heste, klove fra fx hjorte og fuglefødder fra fx fasan, and, m.fl. Er man så heldig at finde et flot fodspor i noget mudder kan man lave en flot gipsafstøbning, som man kan tage med hjem som evigt minde til en sporsamling.

Gipsafstøbning af dyrespor

I perioder uden sne, men med mudder er det sjovt at finde dyrespor og forevige dem med et gipsaftryk. En sjov aktivitet, der kan skærpe opmærksomheden. Gips til afstøbning kan købes i div. hobbybutikker eller byggemarkeder. Før I tager af sted for at finde et godt dyrespor og forevige det, er det en god idé at have prøvet at lave et gipsaftryk i noget mudder eller sand. I kan finde dyrespor i den fugtige og bløde jord, fx nær et vandhul eller fugtigt areal. Sporet skal være tydeligt for at give et godt aftryk. Rundt om sporet skal I lave en »ramme« af en 4-5 cm bred strimmel karton eller bøjeligt plast. Sæt rammen sammen med en klips. Rammen trykkes lidt ned i jorden omkring sporet.

Gipsblandingen laves først når et godt spor er fundet. Bland ca. to dele gipspulver med en del vand, lidt salt kan tilsættes for at få gipsen til at størkne hurtigere, når det er koldt. Rør til det bliver en lind masse og hæld den flydende gips ned i rammen/sporet. Efter cirka 20 minutter kan I løsne gipsaftrykket fra jorden. Afstøbningen renses for jord og andre urenheder. Når afstøbningen er helt tør, kan det sidste jord fjernes med en hård børste.