Futsal Gentofte satte modstanderen helt af

De vanvittige cifre 28-3 lyser uvirkeligt op i Gentoftehallen efter kampen. Foto: Ole Tradsborg

”Vi glæder os til, at Sat Af Pigeons kommer på besøg. Der er altid garant for højt tempo og intense nærkampe i kampene mod Sat Af …”

Sådan stod det at læse på FG’s hjemmeside inden kampen mod det normalt interessante og hårdt kæmpende hold fra sat Af Pigeons. Men lørdagens kamp, som Futsal Gentofte førte med monstercifrene 15-1 ved pausen, var hurtigt en kamp blottet for intense nærkampe.

Hvorfor kampen udviklede sig sådan, er stadig noget af en gåde, for selv om gæsterne ankom med en yderst decimeret trup (og også uden deres normale store, stærke keeper) så er det for klichéfyldt at sige, at der var tale om en kamp med spil til et mål. For der var ikke tale om spil…

Kampen blev derfor en aldeles underlig oplevelse, hvor der ikke rigtigt kan fremhæves noget som helst. Ja, det skulle da lige være en stor ros til FG for at bevare fokus på scoringer, som de vedblev at lave kampen igennem.

Og det uanset, at sejren vel ret beset var hjemme i kampens første spilminutter, for efter bare tre minutter stod det hele 4-0. Ved pausen stod det som nævnt helt uvirkeligt 15-1, og kampen havde for længst mistet al form for nerve.

Det var ikke den største sejr i futsalregi, den ligger tilbage fra 2017, hvor FG ved den lejlighed besejrede HB med hele 32-3.

Futsal Gentofte drager lørdag en tur til Lystrup, hvorefter der venter et regulært futsal-brag den 4. februar, hvor en af udfordrerne til tronen, Hjørring Futsal, venter.

Det er den første DM-revanche, hvor Hjørring kommer på besøg. Det, der reelt er på spil, er hvem der får fordel af hjemmebane i sidste kamp i slutspillet.