Nominering skaber synlighed om arbejdet med Odsherreds uld

I Det Vilde Spinderi i Annebergparken har Pia Heike skabt rammerne for at lave garn af høj kvalitet fra lokale får. Pressefoto

Odsherred: Pia Heike havde ikke forventet at blive indstillet til årets Iværksætterpris. Men hun er rigtig glad for det.

- Vi er en lille nystartet virksomhed, som kan have svært ved at nå ud, og nomineringen kan være med til at skabe synlighed om det, vi laver.

- Pia Heike Johansens passion for samspil mellem lokalt liv og produktion har sat ramme for Det Vilde Spinderi. Lokale får leverer uld til spinderiet, der forarbejder det til højkvalitetsgarn, som kan spores tilbage til det får, der har leveret ulden. Fortællingen gengives flot digitalt og Det Vilde Spinderi rammer tidsånden med bæredygtighed, strikning og iværksætteri, står der i indstillingen til nomineringen af Pia Heike.

Iværksætteren, mener at nomineringen kan være med til at rette fokus på, at man i Odsherred også kan noget, som ikke har med fødevarer at gøre.

- Vi har talt meget om lokale fødevarer. Men tekstiler kan også noget. Hos os kan du købe et garnnøgle og går ud på marken og se, hvilket får, det stammer fra, fortæller hun om garnet fra Det Vilde Spinderi, hvor de prioriterer godt håndværk over hurtig masseproduktion.

Pia Heike mener, at det er tre meget forskellige iværksættere, der er nomineret til Iværksætterprisen 2022.

- De to andre er orienteret mod oplevelse og turisme. Vores virksomhed kan vise Odsherred på en anden måde. Hos os er det et slutprodukt, som man står med i hænderne, siger den nominerede iværksætter.