Dianalund Bazar har alt godt fra Mellemøsten

I Nygaard Foderbutiks tidligere lokaler rykkede Dianalund Bazar ind 1. november. Det er syriske Ahmad Ebrahim fra Høng, der har åbnet en butik med fødevarer, frugt og grønt, mellemøstlige specialiteter og forskellige former for køkkengrej, som anvendes i det arabiske køkken.

- Det er en gryde til at lave te i, forklarer Ziad Brigeshe på dansk, mens han peget på en stor stålblank gryde på øverste hylde. Han er for tiden i praktik i Dianalund Bazar og er ligeledes fra Syrien, men bor nu i Gørlev.

Dianalund Bazar har alle mulige specialiteter som bønner i alle afskygninger, majsmel, olie, oliven, kiks, ghee, som er en type klaret smør, en vigtig i såvel indisk og pakistansk som arabisk madlavning, syltede peberfrugter med ost, frostvarer, kølevare og meget andet.

- Vi har åbnet hver dag og folk er begyndt at lægge mærke til butikken. Det går meget godt, fortæller Ziad Brigeshe.

Indehaveren, Ahmad Ebrahim, var ikke i butikken, da avisen var forbi, men i København for at hente varer. Han har en fortid som apoteker i Syrien.

Dianalund Bazar har åbent alle dage fra 10 til 18.