Utrygge beboere savnede vindvarsel

Debat

Kære SAB,

I har skræmt mange beboere her på Bellahøj med scenarier om nedstyrtningsfare ved en middelvind på 13 m/s samt brandfare i de ikke nedstyrtningstruede ejendomme. I har udsendt en erklæring til samtlige husstande i SAB II om, hvordan I griber varslingen an. I varsler ved udsigt til storm i nærheden af de af jer opgivne kritiske middelvinde 48 timer i forvejen. Således kan beboerne begynde at forberede sig.

I forrige weekend udsendte I dog kun varsel til beboerne i Ved Bellahøj Syd 24 og 26. Ikke til de andre af jer erklærede nedstyrtningstruede ved en middelvind på 13 m/s. Men I fandt det rigtigt at informere Københavns Kommune samt jeres ejendomsfunktionærer.

Da folk begyndte at opdage, at I havde varslet 24 og 26, men ikke de øvrige højhuse på 13 og 11 etager, gik nogle beboere i panik. De blev heller ikke afvarslet.

Nu viser det sig, at I afhængigt af vindretning skelner mellem de forskellige af jer erklærede nedstyrtningstruede højhuse. Det har vi intet fået at vide om. Vi er hidtil blevet behandlet som overordnet betragtet ens truede.

Jeres kommunikation er ikke optimal for nu at sige det pænt. Og at jeres vindmålere viste 11 m/s, er godt, men det kan jo ikke bruges til at varsle os 48 timer før en forventet storm.

Niels Møller, Ved Bellahøj Syd, 2700 Brønshøj

Svar fra SAB

Brønshøj-Husum Avis har foreholdt SAB det ovennævnte læserbrev og givet boligselskabet mulighed for at svare, hvilket vi bringer herunder:

På vegne af SAB vil jeg beklage, at du og eventuelle andre beboere har følt jer utrygge op til og under blæsevejret den 15. januar 2023. Vi aktiverede vores interne beredskab om SAB-Bellahøj, og de erfaringer, situationen gav os, vil blive omsat til forbedringer af beredskabsplanen.

Fredag den 13. januar sendte vi en trygheds-sms til beboerne i et af de mest udsatte huse. Lørdag den 14. januar sendte vi afvarsling til den samme kreds af beboere. Vi skulle selvfølgelig have sendt en trygheds-sms til beboerne i de tre mest udsatte huse, ligesom vi burde have informeret de øvrige beboere. Det gør vi fremover.

Vindretningen kan have betydning for, hvor meget vind husene kan tåle. Derfor er de vindtal, vi har informeret om, angivet som cirkatal. Det ændrer ikke ved, at I alle burde være orienteret i denne situation.

Vores analyser af vejrudsigterne viser, at der er stor overensstemmelse imellem vejrudsigten 48 timer før, og det faktuelle vejr på Bellahøj. Det er positivt, fordi vi baserer vores beslutning om en eventuel evakuering på vejrmeldingerne. Vi overvåger vejret og udviklingen meget nøje, og vores vindovervågning omfatter flere vejrtjenester.

Fredag forudsagde DMI en middelvind søndag den 15. januar om eftermiddagen til cirka 12 m/s, svarende til lige under stormende kuling. Den laveste evakueringsgrænse for husene i SAB-Bellahøj II ligger på cirka 13 m/s.

Vindmålerne på husene viste, at middelvinden, da den kulminerede søndag, lå på 11 m/s, i god afstand fra evakueringsvinden.

Finn Larsen, områdechef i KAB

Hvad er din holdning til sagen om Bellahøjhusene? Send dit debatindlæg til redaktionen på bha.red@sn.dk. Max længde 240 ord.