Ny bane: Prøv den i ferien

Det er ikke hver dag, borgmester Niels Hörup klipper snoren til noget, der helt bevidst gør livet svært for borgerne.

Men det gjorde han mandag morgen, da han forestod den officielle åbning af den nye forhindringsbane i Solrød Svømmehal.

Banen er 25 meter lang og består af tre moduler, som man skal klatre henover, og banen slutter med en rutsjetur ned i vandet. Da banen står på det skvulpende vand, bevæger banen sig en del. Det første modul kan faktisk komme næsten helt ned og ligge.

Inspirationen til banen har svømmehallens personale hentet ved strande i udlandet, fortæller livredder i Solrød Svømmehal Ulrik Thestrup.

- Og vi har også et ønske om at tage banen ud til stranden, når vi har lukket i sommerferien, siger Ulrik Thestrup, som også fortæller, at banen er egnet til svømmere fra to år og til "you name it," som han siger.

Banen kommer til at stå på vandet i weekenderne fra klokken 10-14, i ferierne også på hverdage. Der er dog stadig åbent i 25 meter-banen. Det er tanken, at der med tiden skal købes flere moduler for at gøre banen længere og større.