Flere uniformer i gaderne: "Vi har ikke været synlige nok"

Med et nyt udspil fra Justitsministeriet kommer Nordsjællands Politi til at blive mere synlige lokalt. I Vangede kom 'The Martins' forbi

Kathrine Albrechtsen Foto: Signe Haahr Pedersen

nærhed Foran Super Brugsen på Vangede Bygade onsdag kl. 12 holder en politibil parkeret, og ved siden af står to uniformerede politimænd. Årsagen er hverken butikstyveri eller gadeuorden, men justitsminister Søren Pape Poulsens (K) seneste udspil, der hedder 'Nærhed og Tryghed'.

"Det handler i høj grad om at mindske afstanden til den myndighed, der er garanten for trygheden i vores samfund. De mobile politistationer skal være ude at køre og skabe kontakt til borgerne så ofte som muligt," udtalte Søren Pape Poulsen i forbindelse med udspillet.

Selvom de mobile politistationer endnu ikke er indkøbt, vil Nordsjællands Politi gerne ud på gaden for at fortælle om deres nye tilstedeværelse, fortæller Martin Justesen og Martin Bech, eller The Martins som de kalder sig selv, da Villabyerne møder dem foran Super Brugsen på Vangede Bygade.

"Vi har ikke været synlige nok, og vores manglende tilstedeværelse lokalt har skabt en utryghed hos borgerne," siger Martin Justesen.

Forklaringen på politiets manglende synlighed skyldes bl.a. den omfattende politireform, der blev besluttet i 2006, hvor Folketinget bl.a. valgte at nedlægge de lokale politistationer til fordel for større enheder.

Og hvor PET i dag er den største afdeling inden for politiet, er planen ifølge justitsministeren, at politiet over de næste fire år skal vokse med 600 stillinger, hvoraf 100 betjente skal være lokalt orienteret.

Martin Justesen og Martin Bech ser frem til at være mere til stede lokalt.

"Det er afgørende for at lære folk at kende, vinde deres tillid og for at kunne skabe et netværk. Jeg har haft 150 børn gennem min politibil, og dét i sig selv er præventivt, da det skaber et forhold til politiet som nogle, de godt tør tale med," siger Martin Bech.

Martin Justesen har i over 15 år været tilknyttet Gentofte Kommune, hvor han bl.a. går til møde med kommunens SSP-medarbejder og socialforvaltningen for at drøfte sager, bl.a. om unge mennesker, der skal holdes øje med.

"Jeg interesserer mig meget for unge mennesker, så det kommer primært til at stå højt på min liste. Jeg skal fremover være mere til stede ude i boligområder som Ved Ungdomsboliger og Stolpehøj, hvor der bor flest unge og udsatte. Her har politiets synlighed manglet," siger Martin Justesen.

Gentofte Kommune er hårdt plaget i forhold til indbrudsaktivitet, alene i 1. halvår af 2018 har der været 344 indbrud, men selvom politiet bliver mere synlige, kommer de ikke til at køre rundt på kommunens villaveje for at holde øje med indbrudstyve, fortæller Martin Justesen.

"I stedet for skal jeg være med til at oplyse om tiltag for at undgå indbrud. For eksempel skal jeg opfordre borgere til at være aktive indenfor nabohjælp eller tiltag som at klippe hækken ned. Det handler om at være på forkant og forebygge," siger han.

Foran Super Brugsen møder Martin Justesen mange kendte ansigter, som får et hej og en lille snak. En af dem er Niels Hansen, som har boet i Gentofte Kommune siden 1945.

"Jeg er jo tilbage fra den tid, hvor der var gadebetjente. Det er altid godt at se uniformer i gaderne, det er tryghedsskabende, især for ældre mennesker. Når vi ældre snakker om alle de indbrud, der foregår, gør det en utryg. Vi har savnet den tryghed at se politiet i gadebilledet. Alene det, at man kan gå herhen og snakke med dem, det betyder meget for os ældre - også for de unge drenge. Måske ikke for dem der laver al balladen," siger han og griner.