Vandværk vil sikre den laveste vandpris

Vandforbrugerne i Gørløse skal have større sikkerhed for, at de betaler den rigtige pris for vandet. Derfor vil den nye bestyrelse i Gørløse Vandværk arbejde på at ændre vandværkets selskabsform fra interessentselskab (I/S) til et andelsselskab med begrænset ansvar (amba). Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Som amba får vi en mere stram styring af vandværket, og det skulle gerne betyde, at der er større sikkerhed for, at vandforbrugerne får vandet til den rigtige pris, siger Thorkil Ambrosen, som har været formand for vandværkets bestyrelse siden foråret 2018, hvor den siddende bestyrelse blev væltet.

Det skete efter det kom frem, at Gørløse Vandværk fra 2013 til 2017 har udbetalt cirka 640.000 kroner i løn og honorar til formand, bestyrelse, kasserer og forretningsfører, i strid med vandværkets vedtægter.

Siden har den nye bestyrelse arbejdet på at overtage arbejdet fra den gamle bestyrelse, og planlægger nu en ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 6. november klokken 19.00, i Gørløse Forsamlinghus.

Her vil bestyrelsen fremlægge forslag til nye vedtægter, for det er nødvendigt hvis selskabsformen skal ændres. Det er dog først ved den ordinære generalforsamling i foråret, at de nye vedtægter kommer til afstemning.

- Vi vil gerne fortælle, at vi er i den proces, og hvis nogen synes, at det er helt tosset, vil vi gerne høre om det. Vi vil gerne have åbenhed om det her og starte processen så tidligt som muligt, så folk ved, hvad der sker, siger Thorkil Ambrosen.

Selv synes han dog, at det er alt andet end tosset at ændre selskabsformen fra I/S til amba.

- Nu er vi et interessentselskab, hvor alle interessenter hæfter solidarisk. Hvis vandværket optager et lån på fem millioner kroner, kan det deles ud til hver enkelt. Så en håndfuld mennesker kan faktisk sidde og disponere over 500 menneskers økonomi. Det er ikke ret smart. I et amba hæfter forbrugeren kun ved den tilslutningsafgift, man har betalt, siger han.

Ifølge Thorkil Ambrosen er der også en anden, vigtig forskel på de to selskabsformer. Det er nemlig vanskeligere at få lov at låne penge, når man har organiseret sig som et amba.

- Der stilles meget større krav til selve driften af vandværket, og dokumentation for, at det er nødvendigt at låne penge. I et I/S er der ingen der spørger om noget, men det er en al for stor risiko at køre et vandværk på den måde, siger formanden, som også oplyser, at vandværkernes forening Danske Vandværker opfordrer landets mange vandværker til at organisere sig som amba'er.

- Det er et levn fra fortiden, så meldingen er, se at få det lavet om, det passer ikke til tiderne i dag, for det er alt for risikabelt, siger han.

På den ekstraordinære generalforsamling vil den nye bestyrelse desuden redegøre for sit arbejde, fremlægge den reviderede årsrapport for 2017 til godkendelse, med mere. Generalforsamlingen får desuden besøg af direktør Susan Münster fra Danske Vandværker, som holder et oplæg om de små vandværkers udfordringer i dag.