Glen Riddersholm henter Hammershøy-Mistrati til Sverige

Vito Hammershøy-Mistrati fortsætter karrieren i svenske IFK Norrköping, som har givet ham en treårig aftale.

IFK Norrköping har hentet Vito Hammershøy-Mistrati i rumænske Cluj. Han har skrevet under på en treårig kontrakt.

Det skriver den svenske fodboldklub, der er trænet af Glen Riddersholm, på sin hjemmeside.

De to kender hinanden, fra dengang midtbanespilleren var en del af FC Midtjyllands ungdomsafdeling.

- Jeg har hørt rigtig meget godt om IFK, og jeg har talt med træneren. Dem, jeg har talt med, har kun haft positive ting at sige om fansene og byen, så jeg kan ikke vente med at komme i gang, siger Vito Hammershøy-Mistrati.

Det er blot et halvt år siden, at 30-årige Hammershøy-Mistrati tog til Rumænien efter tre år i Randers med stor succes.

Men det gik ikke som planlagt for den tidligere Lyngby- og HB Køge-spiller, som tilbragte meget tid på bænken og kun fik spilletid i ti kampe på tværs af alle turneringer.

Nu går turen nordpå til Sverige.

- Jeg er vældig glad for at have skrevet under med IFK Norrköping, og jeg ser frem til at møde alle og lære klubben at kende. Det bliver fedt at spille i Allsvenskan og se, hvordan fodbolden er i Sverige, konstaterer han.

IFK Norrköping har vundet det svenske mesterskab 13 gange - senest i 2015.

I den forgangne sæson gik det dog knapt så godt i Allsvenskan, hvis sæson følger kalenderåret. Her sluttede holdet på 12.-pladsen.

/ritzau/