Pytlick vil udnytte liga-selvtillid i Champions League

Odense Håndbold møder fredag Larvik i Champions League, hvor fynboerne inden kampen ligger sidst i gruppe A.

Odense Håndbold har fået en kanon start på sæsonen i den hjemlige liga. Ni sejre i de første ni kampe er det blevet til, og klubben topper dermed tabellen.

Anderledes ser det ud i Champions League, hvor fynboerne ligger sidst i gruppe A, efter at det er blevet til et nederlag på udebane i Montenegro til Buducnost og uafgjort hjemme mod franske Metz.

Fredag venter Larvik, og Odense skal helst hente en sejr og to point på udebanen i Norge, hvis holdet skal holde liv i drømmen om avancement fra gruppespillet.

Odense-træner Jan Pytlick forventer en svær opgave i Norge, der er blevet endnu sværere, efter at holdets helt store profil og anfører på landsholdet, Stine Jørgensen, torsdag blev meldt ude i seks til otte uger med en knæskade.

Men Pytlick mener også, at fynboerne bør kunne slå Larvik, selv om det er på udebane.

- Vi går op og spiller for en sejr.

- Vi har mødt to rigtig dygtige hold. Udekampe i Buducnost er der ikke mange hold, der vinder. Og vi var egentlig rigtig tæt på.

- Og Metz hjemme kunne vi godt have vundet over, hvis vi bare havde været en lille smule skarpere. Vi er ikke langt efter de andre, men der mangler lidt, siger Jan Pytlick.

Han peger på, at Odense-truppen mangler mere erfaring i at spille sammen på internationalt plan.

- Det er bare et andet niveau. Der bliver man lidt mere straffet på sine fejl, end man gør i danmarksturneringen.

- Det er langtfra alt, der fungerer. Der er mange områder, vi kan forbedre os på. Men vi har fundet en stabilitet, og det er vigtigt, at vores bundniveau er forholdsvist højt, siger han.

De ni sejre i ligaen kan i den grad bruges i Champions League-sammenhæng, siger Pytlick.

- Først og fremmest kan vi tage en masse selvtillid med. Der er meget mere ro på, og jeg synes, at jeg kan mærke på spillerne, at de tror på tingene.

- Det er det, ni sejre gør.

- Vi har fået et år sammen. Hele sidste sæson var vi et meget nyt hold, og nu har vi fundet sammen, og vi har fundet rytmen i forhold til hinanden. Der er mange ting, der er faldet i hak, siger Pytlick.

Kampen mellem Odense Håndbold og Larvik fløjtes i gang fredag aften klokken 18.45.