Indbrudstyve på spil flere steder i Egedal

Nordsjællands Politi har fået anmeldelse om flere indbrud i Egedal Kommune, fremgår det af udtrækket af døgnrapporten.

Det er blandt andet gået ud over en villa på Blommevej i Stenløse, hvor der er stjålet nøgler, tablet, parfumer, smykker, kontanter og kamera. Tyven er kommet ind ved at bryde et soveværelsesvindue op.

Samme fremgangsmåde er benyttet på Lillivej i Stenløse, hvor der i hvert fald er stjålet smykker. På H.P. Hansensvej i Stenløse er køkkenvinduet brudt op, men her er der endnu ikke overblik over kostervalget.

Det er der heller ikke på Krakasvej i Ølstykke, men i en lejlighed på Hirsevænget i Ølstykke er der stjålet elektronik, smykker og kontanter.

På Nøddelunden i Smørum er der stjålet kontanter og smykker, og på Askebjerggårdsvej i Smørum er et badeværeslsevindue brudt op klokken 00.59 natten til mandag, men det fremgår ikke om tyven har været inde og stjæle noget.