Rudersdal Kommune interesseret i tættere politisamarbejde

Gode erfaringer med reduktion af indbrud med 32 procent kan overføres til Rudersdal Kommune, vurderer politiinspektør

I samarbejde med Furesø Kommune har Nordsjællands Politi fået gode resultater med at få antallet af indbrud ned. De resultater vil man også kunne opnå i Rudersdal Kommune, vurderer politiinspektør hos Nordsjællands Politi, Carsten Spliid.

Samarbejdet mellem kommune og politiet startede for halvandet år siden med at sætte forebyggelse af indbrud på dagsordenen. Der blev etableret borgerforum med repræsentanter fra kommunen, politiet, erhvervslivet og institutioner. Resultatet var, at antallet af indbrud blev reduceret med 32 procent.

"Det er vores opfattelse, at det netop er signalværdien i, at når vi står og går sammen om at løse et komplekst og stort problem, så når vi længere, end hvis man hver især blot gør lidt. Det er en tydelig erkendelse af, at hverken borgere, kommune eller politiet kan løse problemet med indbrud alene, men sammen kan vi mindske antallet og gøre det rigtig besværligt og mere risikofyldt at være indbrudstyv," siger Carsten Spliid til Rudersdal Avis.

Rudersdal Kommune samarbejder allerede med Nordsjællands Politi. Men man vil samtidig kunne få endnu bedre resultater, hvis man gik ligeså struktureret og engageret ind i samarbejdet som Furesø Kommune. Og det har man vist interesse for, fortæller politiinspektøren.

Rudersdal Avis spurgte borgmester Jens Ive (V), om kommunen vil være interesseret i at samarbejde på samme måde som Furesø Kommune:

"Det ville være rigtig godt, hvis Nordsjællands Politi ville gennemføre en lignende indsats i Rudersdal Kommune. En sådan reduktion i antallet af indbrud har politiet jo ikke på anden måde kunnet dokumentere. Så jeg er klar i det sekund, Carsten Spliid ringer på vegne af Nordsjællands Politi," siger han til Rudersdal Avis.