Søger nye frivillige: Stafet for Livet inviterer til informationsmøde

'Stafet for Livet' er et livsbekræftende, socialt arrangement, hvor familier, venner, kolleger i fællesskab sætter fokus på kræftsagen og samler penge ind.

Hver tredje dansker får kræft. Og er man pårørende, ven eller kollega bliver man også berørt. Heldigvis lever stadig flere bedre og længere med sygdommen, og det skyldes ikke mindst den indsats, som Kræftens Bekæmpelse gør gennem forebyggelse, forskning og støtte til alle, der er berørt af sygdommen.

I august 2018 blev den første stafet i Hillerød-området afviklet. Det blev en succes, der langt oversteg arrangørernes forventninger. Mere end 250 deltagere, 80.000 kroner samlet ind, og mange, mange interesserede, der mødte op for at støtte sagen, høre et spændende foredrag eller nyde musikken eller deltage i en af de talrige aktiviteter.

Stafetten skal selvfølgelig gentages i 2019. Og der er plads til flere gode kræfter, der vil hjælpe med planlægning og gennemførelse af stafetten i august næste år. Derfor inviterer arbejdsgruppen alle interesserede i Hillerød, Fredensborg, Nødebo - og omegn - til info-møde på Nødebo Kro den 23. oktober kl. 19.

Tilmelding kan ske til Betina Carlsen, bca@outlook.dk eller Iram Sarif, isa@cancer.dk.