Hæder til hotellet i Frederiksdal: Lokalt hotel får topplacering

Turisme Sinatur Hotel & Konference løb af sted med en top fem placering i kategorien Bedste Hotelkæde, da Standby.dk onsdag aften hyldede den danske rejsebranche til prisuddelingen Danish Travel Awards 2018 i Cirkusbygningen.

Kåringen af årets bedste hotelkæde foregik live i Cirkusbygningen, hvor 350 branchefolk fra den danske rejsebranche stemte Arp-Hansen ind på en flot førsteplads. Selvom det ikke lykkedes at vinde, glæder Sinatur Hotel & Konference sig over at være nomineret af en professionel ekspertjury og udvalgt af Epinions Danmarkspanel som en af de fem bedste hotelkæder i Danmark.

"Sinatur Hotel & Konference er med sine seks hoteller en forholdsvis lille aktør i den danske hotelbranche. Derfor er vi særligt stolte af, at de 2.000 helt almindelige danskere i Epinions Danmarkspanel udvalgte os til deres top fem i en hård konkurrence blandt fagjuryens 16 udvalgte hotelkæder, der ligesom os fokuserer på et højt serviceniveau, kvalitet og gastronomi," fortæller Claus Nielsen, direktør ved Frederiksdal Sinatur Hotel & Konference ifølge en pressemeddelelse.

Hos Sinatur satser man på natur, nærvær og gastronomi, og selvom Danmarkspanelets afstemning ikke specifikt peger på årsagen til den fornemme top 5 placering, er direktør Claus Nielsen ikke i tvivl om, at hotelkædens fokus på bæredygtighed, kvalitet, nærvær og en gastronomi båret af råvarer fra lokale producenter har smittet af i afstemningen.

"Vi har arbejdet med bæredygtighed, genanvendelse af affald, økologi, råvarer fra lokale producenter og miljørigtig energi i kraft af egne solcelleparker og vindmøller i mange år. I de senere år er vi blevet dygtigere til at fortælle om og involvere vores gæster i arbejdet med at skabe en mere bæredygtig verden. Det, tror vi, har smittet af i afstemningen om årets bedste hotelkæde," fortæller Claus Nielsen ifølge pressemeddelelsen.