Ferieaktiviteter med biblioteket

Efterårsferien står for døren, og derfor inviterer Ishøj Bibliotek til en række aktiviteter for børn.

I forbindelse med teaterforestillingen 'Fuld fart på Villads fra Valby' i Ishøj Kultur Café vil der den 12., 13. og 14. oktober opsættes en bemandet trafikbane på bibliotekstorvet foran Ishøj Bibliotek. Det er Børneulykkesfondens trafikklub Ny Trafikant, som står bag aktiviteten, og alle børn er velkomne til at komme forbi og prøve en tur på banen. Når banen er gennemført, får børnene deres eget Villads fra Valby-trafikkort. Banen vil være tilgængelig fredag fra kl. 17 og lørdag og søndag fra kl. 11-18.

Lørdag den 20. oktober kan interesserede komme med på bustur til Fantasy-bogmessen på Herlufsholm Kostskole. Bussen kører fra Ishøj Station kl. 8.45 og er tilbage igen på Ishøj Station ca. kl. 18.30. Arrangementet er gratis og er for børn fra 10 år, men børn under 12 år skal have en forælder med. Der er et begrænset antal pladser, og forældre skal også have billet. Billetter kan bestilles på Ishøj Biblioteks hjemmeside.

Lørdag den 20. oktober kl. 11 er der kreativt værksted på Ishøj Bibliotek, hvor der skal udsmykkes muleposer med hjemmetrykte skrotrobotter. Værkstedet er for børn fra fire år, men de mindste skal have en forælder med. Det er gratis at deltage, og der er ingen tilmelding.