Slog dørene op: - De har fået et større indblik

Vestegnen HF & VUC har været vært for en uddannelsesdag for skolens kursister på 9. og 10. klasses niveau. Foto: Presse

Vestegnen HF & VUC har slået dørene op til en uddannelsesdag for skolens kursister på 9. og 10. klasses niveau. Til arrangementet kunne kursisterne få viden om og stille spørgsmål til uddannelsesinstitutioner som SOSU H, Green Skills og NEXT Uddannelse København og Vestegnen HF & VUC.

- Mange af vores kursister på 9. og 10. klasse har en anden etnicitet end dansk og har et begrænset kendskab til deres uddannelsesmuligheder i Danmark. Med en 9. og 10. klasse i bagagen åbner der sig en række muligheder, og netop disse har kursisterne nu fået et større indblik i efter en dag, hvor de kunne stille spørgsmål til både undervisere, vejleder og elever fra de repræsenterede institutioner, fortæller uddannelseschef Ingolff Lindbo.

Ideen til dagen kom fra Søren Hansen, som til daglig er underviser på Vestegnen HF & VUC. I hans daglige kontakt med kursisterne kunne han mærke, at de havde brug for viden om uddannelsessystemet i Danmark.

- Vi ønskede at give vores kursister et bredt perspektiv på deres fremtidige uddannelsesmuligheder. Det har de fået. Og jeg kan høre på mine kursister, hvordan nogle er blevet afklaret, og hvordan andre har fået vækket en nysgerrighed, fortæller Søren Hansen.

Fik svar

Rabia er en af de kursister, der deltog på Uddannelsesdagen.

- Jeg er en omsorgsperson og ved, at jeg skal videre inden for SOSU-området. Jeg havde samlet en masse spørgsmål, som jeg fik afklaring på i løbet af dagen, så det har været en rigtig god dag for mig, fortæller hun med et stort smil.

Rabia er klar til at søge ind på som social- og sundhedsassistent, men vil også gerne blive endnu bedre til dansk, hvorfor hun blandet andet læser dansk som andetsprog på 10. klasses niveau på Vestegnen HF & VUC lige nu.