Innovativt match mellem jobsøgende og virksomheder

Kadir Sen er klar til at ansætte, når der opstår ledige stillinger.

Kadir Sen er klar til at ansætte, når der opstår ledige stillinger.

En ny tilgang til jobsøgning har vist sig at være en stor succes for både virksomheder og jobsøgende i Glostrup. Ved at arrangement på Glostrup Bibliotek fik fem virksomheder et særligt møde med 66 jobsøgende, og endte med at finde 22 egnede kandidater. Det kunne lade sig gøre, fordi arrangementet var meget målrettet, lyder det fra arrangøren.

- Til det her arrangement skyder vi ikke med spredehagl. Det er lidt som en anderledes måde at holde uopfordrede samtaler på. Det bliver en lidt mere håndholdt indsats, siger Marlene Ipsen, funktionsleder i Glostrup Jobcenter, der har stået for arrangementet.

Og det virkede. På dagen kom der 66 jobsøgende borgere. Da dagen var slut, blev det hele evalueret sammen med de fem virksomheder, der pegede på, hvilke af de 66, de kunne se som potentielle medarbejdere. Det var 22 af de 66. To uger efter arrangementet havde seks af dem en underskrevet kontrakt, og var klar til at starte deres nye job. Tre af dem havde været ledige i over et år. Det betegner Marlene Ipsen som en stor succes.

- Overordnet gik det rigtig godt. Der var dagen en succes, siger hun.

Vil gerne tage ansvar

En af de virksomheder, der var til stede på dagen, var CC Facility, der laver fuld ejendomsservice som rengøring og viceværtopgaver. De har i forvejen 200 ansatte i hele Danmark, men er ved at udvide i Glostrup.

- Vi vil gerne vækste vores sociale profil og gøre noget mere for nogle udsatte borgere og hjælpe dem i arbejdet. Det kan vi gøre, fordi vi vækster på vores kerneydelser, siger Henrik Beck, life and business coach og social iværksætter i CC facility.

Virksomheden venter på at få de sidste aftaler på plads, der vil betyde, at de skal bruge flere medarbejdere. Men der var fem-seks egnede kandidater i bibliotekskælderen den dag, som de gerne vil ansætte, når kontrakten er i hus.

- Det går ok med at finde medarbejdere, men i og med at vi vækster meget, så kommer vi nogle gange lidt på bagkant. Så det er rart at have nogle kandidater klar, siger Henrik Beck.

Han var glad for den måde, kommunen havde sørget for, at der kom mange potentielle kandidater hen til en samtale.

- Det var rigtigt godt, at man kunne komme tæt på kandidaterne, få et førstehåndsindtryk, og høre lidt om deres ønsker, kompetencer og erfaringer, siger han.

Får særlig hjælp

De jobsøgende var blevet bedt om at møde op i fire forskellige tidsintervaller. På den måde kunne medarbejdere fra jobcenteret tage imod dem alle sammen, tage en snak med dem og tage dem med hen til de relevante virksomheder. Det var en stor fordel for nogle jobsøgende.

- Nogle af de 66 var ret langt fra arbejdsmarkedet. De gik måske ikke derfra med et job, men det var alligevel en succesoplevelse for dem, fordi de snakkede rent faktisk med arbejdsgivere. De har fortalt mig, at de gik derfra med en tro på, at de måske ikke er så langt fra jobmarkedet, som de går og tænker, siger Marlene Ipsen.

Det her særligt for den gruppe, at det mere intime setup med få virksomheder og få jobsøgende er en fordel.

- Her er der 22 ud af 66, der er potentielle medarbejdere og seks, der har en ansættelsesaftale. Det er ti procent, det er en meget høj andel. De borgere, som er længere væk fra arbejdsmarkedet, de kan godt blive skræmt, når de går ind i en stor sportshal med en masse virksomheder og ser en masse mennesker og ikke tror så meget på sig selv, siger Marlene Ipsen. Hun skynder sig dog at understrege, at jobmesserne har andre fordele.

- Jeg vil nødigt tale dårligt om de store jobmesser, hvor vi fylder Glostrup Hallen med jobsøgende og virksomheder indenfor alle brancher. Der kan man for eksempel få inspiration til brancheskift.

Klar når der er behov

En anden af de deltagende virksomheder var Rema 1000 fra Sportsvej, hvor købmand Kadir Sen var med. Han var også meget tilfreds med det intime setup.

- Jeg synes, det var et godt arrangement, fordi man kom lidt tættere på borgerne, end man normalt gør, siger han.

Han havde samtaler med omkring 25.

- De fleste af dem havde desværre sprogbarriere. Så jeg kunne ikke bruge dem til så meget hos mig. Jobbet handler ikke bare om at fylde varer op, det handler også om at give kunden en god oplevelse og hjælpe kunden. Og hvis man ikke kan sproget, så er det svært at hjælpe kunden, siger Kadir Sen.

Han mener, at han kunne ansætte fem med det samme, hvis han havde haft ledige stillinger.

- Hvis der opstår en mulighed, så kan jeg tage dem ind til samtidig. Vi virksomheder skal jo også være klar til det næste ryk, siger Kadir Sen.

Han tager i forvejen mange medarbejdere, der har været på forskellige omveje, inden de starter et job i hans butik, eksempelvis voksenelever og mennesker, der arbejder i butik samtidig med, at de går på sprogskole.

- Jeg håber at borgerne bliver klar over, hvilke muligheder, der er i detailbranchen. Selvom man er 30 eller 40 kan man tage en voksenelevuddannelse. Der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, og vi har stor succes med voksenelever, så der er gode muligheder, siger købmanden.

Han kigger særligt efter en ting, når han skal udvælge egnede kandidater.

- Det er ild i øjnene – vil de det her? Detailbranchen er en hård branche, man skal servicere vores kunder og stå tidligt op om morgenen, siger han.

Foto: Jesper Ernst Henriksen

Ud over de fem virksomheder var uddannelsesinstitutionen TEC også med til matchdagen. Ideen var, at fandt virksomhederne på dagen den perfekte kandidat, der kun manglede det rigtige kursus, kunne de få en godkendelse fra jobcenteret og på stedet matche den jobsøgende med det rigtige kursus. Det er blandt andet rengøring indenfor fødevarebranchen, der kræver et særligt kursus.

Da der ikke på dagen blev indgået nogen ansættelsesaftaler, blev det dog ikke aktuelt. Senere har samarbejdet dog kastet kurser af sig. For eksempel får en jobsøgende et kørekort, så han kan køre rundt til rengøringsjobs.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...