Sognepræst runder 10 år på prædikestolen

Da sognepræst Christina Morsing for 10 år siden overtog det ledige præsteembede for Bregninge, Bjergsted og Alleshave Kirker, skete det efter en omflakkende tid som cykelvikar, hvor hun i kortere perioder dækkede ind i sjællandske sogne, hvor der var behov for det.

Hun havde tilbage i 2006 haft et vikariat i netop Bregninge, og det faldt hende derfor ganske naturligt at søge tilbage.

- Dengang glædede jeg mig til at få en rytme og gøre mig mine egne erfaringer. Det har foreløbig været nogle spændende og lærerige år, hvor jeg har været en del af rigtig mange menneskers liv, siger den 47-årige sognepræst, der har fået lov at folde sine egne idéer ud.

- Det er sjovt at eksperimentere. Det kan godt være, at nogle ryster på hovedet, når vi holder Hallo­ween-gudstjeneste, og folk kommer her og er klædt ud som alt muligt. Men det handler ikke om zombier og spøgelser, og når kirken er fuld, og vi holder det kristne budskab i centrum, så kan jeg sagtens stå inde for det, siger hun.

Efterhånden begynder hun også at se nogle af sine første konfirmander vende tilbage for at blive gift, og det glæder hende.

- Mit mål om at blive en aktiv del af mine sognebørns liv er i den grad blevet indfriet. Det kan godt være, de ikke alle sidder på min kirkebænk søndag efter søndag, men familierne her i området kender mig, og det er rart at vide, at de ikke kun kommer til mig til begravelser og bisættelser, men også lader mig være en del af deres glædelige stunder i livet, siger Christina Morsing.

Det er også grunden til, at hun som en markering af sine ti år på posten vil holde fest sammen med sognet. Derfor inviterer hun til høstfest i Bregninge Kirke 2. september, hvor der efter gudstjenesten klokken 10.30 blandt andet vil være frokost og linedance.

- I stedet for en reception vil jeg hellere fejre det med en fest for hele sognet. Min familie og jeg blev rigtig godt taget imod, da vi kom her for ti år siden, og vi har været glade for at bo her. Jeg har så utrolig meget at sige tak for, og derfor håber jeg også at se nogle af de mange mennesker, som jeg har haft berøring med gennem årene, lyder invitationen.

Læs mere om sognepræsten og hendes 10 år i embedet i fredagens Nordvestnyt