Efter at Østsjællands Museum i forbindelse med sin nye struktur sidste år frasagde sig ansvaret for driften af Rytterskolen i Lille Heddinge, har den næsten 300 år gamle bygning stået tom og ubrugt hen. Bygningen ejes af Stevns Kommune, som nu har fundet en løsning på den uventede udfordring.
Kommunen har indgået aftale med Stevns Bibliotekerne om at overtage driftsansvaret for Rytterskolen, og at bygningerne kan bruges til en bred palet af kulturelle aktiviteter, skriver DAGBLADET Stevns fredag.
Det sker i tæt samarbejde med Lise Søelund, der er cand.mag. i idéhistorie og ansat i Silkeborg Kommunes biblioteksvæsen, men som bor delvist på Stevns.
- Bibliotekernes rolle er i første omgang at hjælpe med at få liv i Rytterskolen. Både ved at hjælpe de frivillige i gang og ved at lægge nogle af bibliotekernes arrangementer på stedet, siger biblioteksleder May-Britt Diechmann.
I årene, hvor Østsjællands Museum har stået for driften, har Rytterskolen typisk et par gange hver sommer, samt ved indbudte arrangementer, stået for seancen: »En skoledag i 1892«, hvor deltagerne har fået mulighed for at opleve den sorte skole på nært hold. Men det er ikke den vej, som Lise Søelund ønsker at drive skolen fremover.
- Idealet for de gamle rytterskoler var dannelsesidealet, og det er dette spor, som jeg vil gerne videreføre. Derfor er tanken at arrangere debataftener, studiekredse, koncerter, sangaftener og filosofiske saloner, hvor alle interesserede kan komme og være med, siger hun.
I skrivende stund planlægger Lise Søelund således en studiekreds til efteråret om Søren Kirkegaards eksistentielle værk: »Enten-eller«.
May-Britt Diechmann og Lise Søelund har travlt med at komme i gang, og derfor planlægger de et opstartsmøde for alle interesserede allerede på torsdag den 19. juli kl. 19-21. Mødet holdes på Rytterskolen i Lille Heddinge.
- Her vil vi fortælle lidt om planerne og se, om der er interesse for at blive frivillig bag arrangementerne, siger May-Britt Diechmann.
