Han sad i byrådet i næsten 20 år: Flemming Rømer er død

De seneste år var hårde ved Flemming Rømer, der var tæt knyttet til sine forældre, der døde med få års mellemrum. Foto: Peter Dahlerup

Flemming Rømer var en mand, der ikke passede særlig godt på sig selv, sådan helbredsmæssigt. Men som byrådspolitiker for Dansk Folkeparti havde han et stort engagement i at passe på andre, hvad enten der skulle kæmpes for den årlige pensionistskovtur eller de milliondyre rundkørsler, der blev etableret i den tid, hvor han fik sine største politiske sejre - og havde karrierens mest betydelige poster.

Nu er han død, 55 år gammel. Han sov ind ved midnatstid natten til lørdag efter kort tids sygdom. Det var hjertet, der ikke kunne mere.

Flemming Rømer boede i Humlebæk og kom i byrådet i Fredensborg-Humlebæk i 2002 efter et valg i 2001, hvor han fik én mindre stemme end den daværende spidskandidat. Et år inde i byrådsperioden døde spidskandidaten, og Flemming Rømer sad derefter i byrådet frem til 2021 i det, der nu hedder Fredensborg Kommune.

Da den socialdemokratiske borgmester Thomas Lykke Pedersen kom til magten i 2009, var Flemming Rømer med Dansk Folkeparti en tunge på vægtskålen i balancen i byrådet, og det gav i mange år Flemming Rømer formandsposter eller næstformandsposter på det tekniske område.

Den ene fætter rundkørsel

Flemming Rømer var ikke den største taler, men han besad en ordentlighed i sin politik, og han var inde i sit stofområde og formåede i slutningen af 00’erne at styrke byrådets fokus på trafiksikkerhed.

I den periode blev han sammen med byrådskollegaen Thomas Bak (V) kaldt “Fætrene Rundkørsel”, fortalte Flemming Rømer stolt i en artikel kort før jul, hvor rundskørslerne ved Kirkelte og i Humlebæk blev rost for at nedbringe alvorlige trafikulykker og spare liv.

- Et alvorligt færdselsuheld koster i gennemsnit 800.000 kroner, og derfor er en rundkørsel hurtigt tjent hjem rent samfundsøkonomisk, hvis der sker mange ulykker i et kryds. Dengang fik vi udarbejdet en liste over sorte pletter, hvor der skete flest ulykker, forklarede Flemming Rømer, og eksemplet er sigende for hans politiske virke.

Når han havde en mærkesag, kæmpede han for den.

Hårde år

De seneste år var hårde ved Flemming Rømer, der var tæt knyttet til sine forældre. Først døde moderen Karen, og i sensommeren 2023 faderen Ove, som trofast i mange år fulgte sønnens byrådsarbejde fra tilhørerrækken i byrådssalen.

I de samme år blev han væltet som spidskandidat til kommunalvalget i 2021, hvor DF ikke fik mandat, og selvom han sidste år kom tilbage til sine topposter i DF lokalt, svandt energien, og det blev værre med helbredet.

Mindre end 12 timer efter Flemming Rømers død har partiformanden Morten Messerschmidt skrevet et mindeord. Hvorfor den særlige gestus fra en travl partiformand?

- Flemming var ikke bare en partifælle, men en ven. Vi har kendt hinanden siden starten af 1990’erne, og vi har altid haft en tæt kontakt. Vi så også hinanden ved private arrangementer, og Flemming har altid været dybt loyal og haft min fortrolighed.

- Man kunne fortælle ham alt og regne med, at han ikke brød ens tillid. Jeg skulle have været op for at besøge ham i dag, men det nåede jeg desværre ikke, fortalte Morten Messerschmidt lørdag ved middagstid.

Han holdt altid ord

Nogle af de samme ord går igen, når byrådsmedlemmet Per Frost Henriksen (S) skal beskrive Flemming Rømer. Per Frost Henriksen er også sit partis gruppeformand og har dermed samarbejdet med Flemming Rømer i mange år.

- Jeg kendte Flemming både fra byrådsarbejdet i Fredensborg Kommune og for hans - aldeles frivillige indsats omkring Karlebo Idrætsforenings bankospil, altid som et ordentligt og tillidsfuldt menneske, der tænkte på andre end sig selv, skriver Per Frost Henriksen og tilføjer:

- Flemming overholdt altid sine indgåede aftaler og han havde en hukommelse som de færreste, så han var ikke sådan at løbe om hjørner med, han fulgte sagerne til dørs. Vi vil altid huske Flemming for hans loyalitet og hans formidable evne til at samarbejde på tværs af parti skel og altid med et sympatisk blik for de svageste i samfundet.

Flemming Rømer bisættes tirsdag den 23. april kl.ókken 11 fra Humlebæk kirke. Alle er velkomne.