Politiet: Falske betjente bag overfald på bud

I knapt en uge har Midt- og Vestsjællands Politi efterforsket sagen om overfaldet på et rumænsk avisbud fra Bladkompagniet tidligt onsdag morgen i sidste uge, hvor ukendte mænd flåede buddet ud af avisbilen, lagde ham i håndjern og afhørte ham i en time, inden han blev »lødsladt« igen. Mændene kørte i en mørk BMW med blå blink på taget, men efterforskningen har ikke ledt i retning af, at der skulle være tale om reelle betjente, oplyser politiet nu.

- Sagen efterforskes i øjeblikket af betjente med indgående kendskab til lokalområdet deroppe- og den forurettede part er blevet genafhørt til sagen. Det har givet anledning til nogle yderligere undersøgelser, men der er på nuværende tidspunkt intet, der indikerer, at der skulle være tale om rigtige politifolk, oplyser vicepolitiinspektør Bjørke Kierkegaard, leder af Lokal Efterforskning i Midt- og Vestsjællands politikreds til Nordvestnyt

Midt- og Vestsjællands Politi opfordrer folk, der har været udsat for lignende episoder til at kontakte politiet.

- Såfremt der er andre, der har været udsat for lignende med samme fremgangsmåde i området, hører vi naturligvis gerne om det, men det har ikke været tilfældet indtil nu, siger vicepolitiinspektøren.

Buddet blev ikke udsat for tyveri og vold, men havde røde mærker på begge håndled som følge af de håndjern, som han havde fået på.

Efter overfaldet fortsatte han sin rute i den overbevisning, at der var tale om rigtige betjente. Først dagen efter blev episoden anmeldt.