Våben beslaglagt: Politiet fastholder visitationszone

Politidirektør Kim Christiansen, Vestegnens Politi, har valgt at forlænge visitationszonen i dele af Albertslund Kommune fra i dag tirsdag den 1. maj kl. 2100 til tirsdag den 15. maj 2018 kl. 21.00.

Siden visitationszonens etablering den 3. april har der været flere skudepisoder - senest den 6. april, hvor der blev affyret flere skud mod en privat adresse.

I perioden, hvor visitationszonen har været etableret, er der blevet foretaget 338 visitationer af personer og 83 ransagninger af køretøjer. Vestegnens Politi har i den forbindelse oprettet 53 sigtelser for overtrædelse af blandt andet våbenloven og loven om euforiserende stoffer. I alt har politiet beslaglagt ni våben af forskellig type i visitationszonen.

»Det er glædeligt at der ikke er blevet skudt i Albertslund siden den 6. april - hvilket indikerer, at politiets indsats virker. Men når vi i samme periode har beslaglagt relativt mange våben, og samtidig vurderer, at konflikten i det lokale kriminelle miljø ikke er bilagt, har vi valgt at videreføre visitationszonen,« siger politidirektør Kim Christiansen.

Visitationszonen er afgrænset af Vestskovvej, Herstedøstervej, Stensmosevej, Roholmsvej, Vallensbæk Torvevej, langs kommunegrænser til henholdsvis Brøndby og Vallensbæk Kommune, Albertslundvej samt følger Vridsløsevej til Herstedvestervej og Vestskovvej.

Det er fortsat politiets vurdering at skyderierne i begyndelsen af april har baggrund i et opgør om hashmarkedet. På nuværende tidspunkt sidder en person fængslet, mens syv andre personer er sigtet i sager med relation til konflikten i det lokale kriminelle miljø i Albertslund.