Psykisk syg søn stak sin mor 50 gange

En 18-årig ung mand fra Vallensbæk er tirsdag i Retten i Glostrup blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, efter han er blevet kendt skyldig i at have stukket sin mor 50 gange på kroppen, i hovedet og på halsen med forskellige knive.

Den 18-årige har nægtet sig skyldig i anklagerne om drabsforsøg, og han har taget betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.

Den tragiske sag fandt sted i februar i år i hjemmet i Vallensbæk.

Vestegnens Politi blev tilkaldt til knivstikkeri i og ved et boligområde i Vallensbæk Strand. Ved politiets ankomst bad den 18-åriges mor om hjælp til sønnen, der var psykotisk og blødte fra et overfladisk sår. Senere indså politi og ambulancefolk, at hun var den forurettede, og hun blev bragt til hospitalet. Den 18-årige blev anholdt og frihedsberøvet i surrogat - det vil sige på psykiatrisk hospital - fordi han var psykisk syg.

Den 18-årige, som var sindssyg i gerningsøjeblikket, stak sin mor et halvt hundrede gange, inden det lykkedes hende at flygte fra lejligheden og få tilkaldt politiet. Han har siden været anbragt på en psykiatrisk afdeling. Den 18-årige var svært psykotisk, og kunne ikke kende sin egen mor, da han angreb hende.

Den 18-åriges mor har ikke fået fysiske mén af det voldsomme overfald, kom det frem i retten.

Retslægerådet har vurderet, at den 18-årige var sindssyg i gerningsøjeblikket, ligesom han fortsat er sindssyg.

Den 18-årige er nu dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling, hvor han modtager behandling. Der blev ikke fastsat nogen længstetid, og han kan først komme ud af anbringelsen, når en psykiater og en dommer siger god for det.

Det var en enig domsmandsret, der fandt det bevist, at tiltalte angreb sin mor i den hensigt at dræbe hende, men at han på gerningstidspunktet på grund af sin sindssygdom ikke erkendte, at det var hans mor.

Retten lagde blandt andet vægt på, at det var bevist, at den 18-årige havde anvendt mindst tre forskellige køkkenknive under angrebet på sin mor og tilføjet hende omkring 50 læsioner i ansigt, på halsen og på kroppen. Retspatologisk afdeling vurderede, at moren ikke havde været i livsfare. Retten dømte imidlertid for drabsforsøg, da man lagde til grund, at angrebet kun stoppede, fordi det lykkedes den 18-åriges mor at flygte fra lejligheden og tilkalde hjælp.