Danmarksmestre i rytmisk gymnastik

Redaktionen

De nykårede sjællandsmestre mødte op med ét mål: At gå hjem med en DM-guldmedalje om halsen.

Trods lidt uenshed i serien uden håndredskab opnåede holdet højst point. Koncentrationen var stor - og til høje klapsalver gik pigerne på konkurrencegulvet med bolde, for at vise deres sidste serie. Boldserien sad »lige i skabet«, men spørgsmålet var, om det var nok?

Lige til det sidste var konkurrencen tæt. Fingre, tæer, arme og ben blev krydset, mens der nøje blev fulgt med på pointtavlen.

Til stor jubel og guldkarameller i luften gik holdets mål i opfyldelse. DM-guldet var hjemme.