Se de flotte billeder: Hjertet banker for 1950'ernes livsstil

Mens hun sætter hår, lægger make up og ifører sig 1950'er-modellen, har han to-tre timer til at pudse lidt på Buicken, pakke den med ting, sager og børn og fem minutter til at få smørhår og tage butterfly eller seler på. Men så er Stine Dahlerup, Jeppe Lidsmoes og tre børn også klar til rejsen tilbage til 1950'erne.

Parret har kendt hinanden i fem år og dyrket 1950'ernes livsstil i tre-fire år.

- Det er en passion. Ting, tøj og maskiner fra 1950'erne er smukke og godt håndværk. Der var tid til tingene, siger Stine Dahlerup.

Jagten går i blodet

Det er en moderne familie ramt af en 1950'ere-bacille. Stine Dahlerup fører sit look med sig på job i moderet udgave. Hendes to døtre går gerne i skole i 50'er-tøj og har haft mor med for at sætte hår på pigerne i klassen, mens Jeppe Lidsmoes kørte ture med eleverne i Buicken.

Også hjemmet mellem Sorø og Næstved bærer præg af fascinationen med retro og repro, men helst originaler som køkkenmaskinen Ballerup Master.

Jagten på det originale eller bedste repro går i blodet. Kjoler, sko, tasker, tørklæder, smykker og stof med meget mere findes på markeder, træf, Facebook, i Den Blå Avis og genbrugsbutikker.

Hun studerer ledelse, men er uddannet skrædder og sparer ved at sy meget selv på sin Husqvarna fra 1950'erne.

Make up og frisure er som taget ud af datidens modemagasiner. Håret er krøllet op, og nogle gange sover mor og døtre med toiletpapircurlere i håret.

- Jeg er perfektionist, men til daglig nøjes jeg med en victory roll og den røde læbestift, bemærker Stine Dahlerup.

Victory roll'en er den bløde pandehårskrølle a la pin up og Hollywood.

Bluebell er det fælles barn

Det er en sammenbragt familie med hans søn Anton og henders døtre Coco og Pixie og deres fælles »barn« Bluebell.

- Stine er til tøj, tilbehør og interiør. Jeg er til musikken og gamle amerikanerbiler, forklarer Jeppe Lidsmoes.

Men det tog lidt tid, før de var en del af miljøet. Introduktionen skete via frisørerne i Pin Up Workshop, hvor Stine Dahlerup tog et kursus i håropsætning.

Nu har de venner og et netværk, som de møder på blandt andet Farlig Ungdom i Andelslandsbyen i Holbæk.

- Vi manglede bare en bil, men havde ikke råd, fordi Stine studerer. Jeg fandt en bil, printede annoncen ud, satte den op på væggen, og vi kiggede på den i måneder, bemærker Jeppe Lidsmoes.

Så skar Stine Dahlerup igennem.

- Mit argument var, at havde vi et fælles barn, ville det være en udgift på en milllion kroner, konstaterer hun.

Familiens stolthed er Bluebell, en Buick Roadmaster 1952. Han har efterhånden styr på, hvordan den virker og kan lave meget selv. Og den har kostet under en femtedel af udgiften til et fælles barn.

- Men vi pudser mere, end vi kører. Den er dyr i brændstof. Vi kompenserer med små privatbiler og på anden vis at spare miljøet for CO2-udledning, understreger hun.

Den moderne familie rejser så tit som muligt tilbage til 1950'erne på træf og til events som Farlig Ungdom.

Her skal de bo i campingvogn, hygge med venner og møde andre, hvis hjerter banker for 1950'erne. Og de skal til asfaltbal og danse jitterbug.

- Vi har fået undervis ning, men der er plads til forbedring, konstaterer de.

Farlig Ungdom i Andelslandsbyen Nyvang lørdag den 16. juni 12.00 til 23.30.

Det er den fjerde sommer med Farlig Ungdom på Nyvangs Allé 4 i Holbæk.

Farlig Ungdom er også titlen på en danske film fra 1953 om rodløse unge og ungdomskultur.

Farlig Ungdom i Nyvang er en blanding af træf, show, teater, koncert og konkurrencer i en 1950er tidslomme.

Farlig Ungdom byder på asfaltbal, dansekonkonkurrencer og -undervisning.

Farlig Ungdom er amerikanerbiler, vintageboder, hår- og makeupsalon og rejsebiograf.

Farlig Ungdom er den utilpassede ungdom, moralske foredrag om sex og uønskede graviditet, oplysning om tegneseriers skadelige virkning. Det Müllerske Gymnastikinstitut afretter de unge, og i kirken taler afholdsforeningen alvorsord om alkohols forbandelser.

Farlig Ungdom er unge mænd i stramme jeans, læderjakker, slikhår og anderumper og unge kvinder med tylskørter, spidse bh-bryster og pin up-hår, der har brug for husmoderlige gode råd for at redde ægteskabet.

Farlig Ungdom er rocknroll med Per Rock ved grammofonen og Silver Cats live på scenen.

Udførligt program findes på hjemmesiden adlbn.dk

Billetter koster 120 kroner/voksne og 50 kroner /børn 8-15 år.

Der er mulighed for camping og overnatning i Nyvangs lejrskole.