Frituregryde var skyld i voldsom brand

Det så voldsomt ud, men heldigvis kom ingen alvorligt til skade, da der natten til tirsdag var brand i et rækkehus på Sekskanten i Blåkildegård i Taastrup.

Branden skyldtes formentlig, at der var gået ild i en frituregryde.

Beboerne havde selv prøvet at slukke ilden, men den havde været for omfattende, og flammerne fik fat i emhætten, oplyser Vestegnens Politi.

Derfor bredte branden sig, og brandfolk fra Østsjællands Beredskab fik slukket ilden.

- Heldigvis er ingen kommet til skade, men huset er så medtaget af branden, at familien skal genhuses, oplyser vagtchef Brian Holm fra Vestegnens Politi til DAGBLADET Roskilde.

Østsjællands Beredskab fik alarmen klokken 01.37 natten til tirsdag.