Nu skal der festes

Efter tre år med undervisning på Allerød Gymnasium, springer studenterne nu ud med de eftertragtede huer på hovederne.

Mandag 25. juni fik de allerførste deres huer. Der var 11 af slagsen, og de fik mandag morgen lov til at hejse flaget foran Allerød Gymnasium.

De 11, der alle havde sidste eksamen mandag i faget AT, var: Emilie E. Zwicki 3ac, Anne-Sofie S. Borre 3ds, Christian V. Kirkegaard 3j, Hans Kristian H. Hagge 3j, Anna Maria Hammerstrøm 3k, Sarah S. Skipper 3p, Laura N. Maribo 3r, Rasmus Fogh-Andersen 3vy, Rim M. Mekkaoui 3vy, Frederik B. Dalhøj Paulsen 3x og Marie M. Bahrenscheer 3z.

Fredag 29. juni springer årets AG-studenter officielt ud, når den traditionsrige dimission finder sted.

Dimissionen foregår i gymnasiets fællesområde, 'Badekarret', hvor der vil være uddeling af eksamensbeviser, taler og underholdning.

Familierne skal være på plads på skolen kl. 9.05, så alle er klar, når det går løs fra kl. 9.15.

Efter dimissionen fortsætter festen, når de nyudklækkede studenter forlader gymnasiet i udsmykkede køretøjer og blandt andet vil lægge vejen forbi 'Øen' i bymidten i Lillerød.

Se video på Allerød Nyts site på Facebook