40 år med amatørteater i Jægerspris: Talent betyder ingenting - her kan alle være med

Folk og røvere i Kardemommeby og Dyrene i Hakkebakkeskoven er gengangere, når det er jul i JAS. Men amatørteatret i Jægerspris er også nytænkende og i stadig bevægelse her 40 år efter det allerførste tæppefald

For 40 år siden startede en lille gruppe teatertossede, med Agnete Simonsen i spidsen, Jægerspris Amatør Scene. De første år måtte man tage til takke med at øve i et klasseværelse på daværende Møllegårdsskolen, mens forestillingerne blev spillet i teatersalen på den tidligere slotskro.

I JAS' 25 års jubilæumsskrift kunne man blandt andet læse, at der midt under forestillingen startede en mægtig varmeblæser, der hang på bagvæggen i teatersalen, så publikum ikke kunne høre en lyd. Men slukkede man den, sad folk og frøs.

Siden er der sket en del. For efter de første tre, turbulente år fik JAS mulighed for at flytte ind i den tidligere biograf på Møllevej. Siden er JAS blevet en institution, ja - et kulturelt omdrejningspunkt i byen i lighed med Rejsestalden få hundrede meter derfra. De unge, som i starten betrådte de skrå brædder, er blevet ældre, og mange andre unge er kommet til. Det fortæller Per Gottlieb og Agnete Simonsen, henholdsvis formand og næstformand i den selvejende institution JAS.

"Efter de første år, hvor vi ikke havde et fast tilholdssted, læste Valter (Agnetes ægtefælle, red.) og jeg en dag i avisen, at biografen lukkede. 'Hold da fast, det er der´ vi skal have teater', udbrød jeg," fortæller Agnete Simonsen og fortsætter:

"Så på eget initiativ gik vi ned og ringede på døren til boligen, som lå i tilknytning til biografen. I dag er boligen en del af teatret. Den ældre dame som boede der hed Molly Olsen, i mange år havde hendes nevø drevet biografen for hende. Hun blev meget begejstret for tanken og sagde, at det ville hendes afdøde mand være blevet glad for. Så hun lejede biografdelen ud til os i ti år for en afsindig billig pris. Og så begyndte vi ellers at sætte det i stand. Imens gik hun og hyggede sig. Hun blev meget glad for teatret. Faktisk så glad at vi lavede en særlig æresplads i salen til hende som altid var ledig, så hun til hver en tid kunne komme og sætte sig og overvære forestillingen."

Agnete Simonsen tilføjer, at JAS kom til at betyde så meget for Molly Olsen, at teatret blev indført i hendes testamente, således havde JAS blandt andet førsteret til at købe ejendommen.

Fire årtier

Lokalavisen har sat to af teatrets bærende kræfter stævne i JAS' foyer i anledning af teatrets 40 års jubilæum.

Den 27. januar 1980 så JAS dagens lys. For ildsjælene Per Gottlieb og Agnete Simonsen har JAS fyldt en stor del af deres liv gennem fire årtier. Det beretter de ivrigt om, mens der bliver serveret nybagte citronsmåkager og kaffe ved et af de runde cafeborde.

"JAS fylder det meste af min vågentid, der er jo mange ting der skal gøres," fortæller Per Gottlieb og fortsætter:

"Udover at være formand, så er jeg også husfotograf, jeg står for indkøb til cafeen, jeg er med til at bygge scenografi og så er jeg pr-mand. Pr-delen er dog med hjælp fra et par bestyrelsesmedlemmer som gør det rigtig godt." Agnete Simonsen tilføjer:

"Teatret er med til at holde os unge. Jeg kan slet ikke undvære det, men jeg er nok også den lidt skrappe der siger: 'I skal altså tømme de skraldebøtter, når I har været hernede'. Og det er mig som går rundt og siger: 'Hold kæft - hvor er her beskidt'. Men det her sted betyder meget for mig følelsesmæssigt, det kan jeg mærke. Og når noget ikke fungerer, så påvirker det mig."

Agnete Simonsen beretter om en konkret episode for ikke så længe siden, der fik hende til at tage en af sine roller i JAS op til revision:

"Jeg er nået frem til, at Valter og jeg har sat den sidste juleforestilling op. Det var ikke, fordi det ikke gik rigtig godt, for det gjorde det. Det var fantastisk at lave Folk og røvere i Kardemommeby i december. Men jeg vil gerne holde op, inden nogle begynder at sige, om det ikke er på tide, at den gamle kælling stopper. Jeg kunne mærke, at det fyldte for meget, pludselig gik det mig for meget på, når der opstod problemer. Jeg kunne ikke sove om natten, og sådan skal man ikke have det. Så er tiden inde til, at man stopper."

Børnene

Den 14. marts har Per Gottlieb siddet som formand i JAS i 20 år. Det gør af gode grunde, at han og Agnete Simonsen har fulgt mange børn blive voksne. Agnete nikker og siger:

"Mange har man jo set som børn, hvor de har været med i en børnegruppe. Pludselig træder de i karakter og siger; 'jeg kunne da godt tænke mig at instruere en gruppe', pludselig sidder de i bestyrelsen, og så er de i fuld gang med at søge ind på en teaterskole. Sidste år havde vi fire unge, som søgte ind på Statens Teaterskole."

I dag tæller medlemmerne i JAS mellem 30 og 35 voksne og 60 Børn. JAS laver en kontrakt med Frederikssund Kommune hvert år, hvor de betinger sig for forskellige tilbud til børn og unge i kommunen.

"Børnegrupperne skal altid være her. Uanset om der spilles Jægerspris Revy eller vi laver noget andet, så må det ikke gå ud over dem. Det er børnene, vi bygger hele vores teater på," slår Agnete Simonsen fast.

Men hvad er det så helt nøjagtigt, JAS kan tilbyde byens børn og unge?

"Her kan man lære at spille teater, lære at stå på scenen og lære at ignorere forældrene i salen. Man lærer replikker, og at holde mund når man er bag scenen. Vi har Jaslingerne, der er børn i 1.-3. klasse, Store gruppe er dem i 4.-6. klasse, Juniorer i 7.-9. klasse, og 10. klasse til 1. g og op til 25 år er Ungdomsgruppen. Så længe vi har de aktiviteter, kan vi regne med at få tilskud af Frederikssund Kommune. Vi har altid været godt behandlet i kommunen," fortæller Per Gottlieb. Han understreger, at man ikke behøver at have talent for at være med i JAS. Det handler om at have det sjovt, og at favne bredt.

Agnete Simonsen fortæller, at de alligevel indimellem møder et barn med et særligt talent eller gejst for de skrå brædder:

"Nogle bliver bidt af det her. For en del år siden var en ung mand med i en forestilling. På sin konfirmationsdag skulle han spille, så vi spurgte, hvad han havde tænkt sig, og han svarede; 'Jamen jeg har bestilt billetter til alle mine gæster, og bagefter forestillingen skal vi hjem og holde min konfirmationsfest."

Agnete Simonsen nævner også skuespilleren Kasper Leisner, som gennem teaterstykket Nordskov (Opført i Mungo Park, red.) fortæller om sin barndom og opvækst i Nordskoven.

"Kasper Leisner fortæller, at JAS har reddet hans liv. Han var utilpasset. Ikke god til at spille fodbold som de andre drenge. Men en dag gik han ind i JAS og fandt en mening med det hele. Long John Silver fra Skatteøen var en af de helt store roller, han spillede. Sjovt nok er det en rolle, han lige har spillet igen, denne gang på Folketeateret."

Der er med andre ord gået mange børn og unge gennem den brune dør til Møllevej 4. Nogle har prøvet kræfter med de skrå brædder gennem blot en enkelt sæson, andre har fået teatret i blodet og spillet med i flere år. Og så er der enkelte, som Kasper Leisner, som har gjort teatret til deres levevej. Agnete og Per har, stort set, været med hele vejen.

De er nu henholdsvis 75 - og 72 år, og fortsætter som næstformand og formand lidt endnu, men de så også gerne, at andre stod på spring til at overtage stafetten efter dem. Det er der ikke umiddelbart noget der tyder på, og så alligevel:

"De tre røvere fra sidste forestilling vil gerne ind i bestyrelsen. Lige nu er der ikke plads til dem. Så det er et dejligt luksusproblem. Vi er fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden. Og vi stopper ikke helt, før vi lukker vores øjne," siger Agnete og smiler. Per nikker.