Jonasson skifter til HØJ

»HØJ Elitehåndbold har sikret sig endnu en forsvarsklippe,« kunne klubben meddele tirsdag eftermiddag. Og det er helt rigtigt. Klubben henter fra næste sæson Jeppe Jonasson tilbage til Sjælland efter nogle år i Jylland i først Skanderborg. Det blev ingen succes, og de sidste par sæsoner har Jonasson spillet i Tønder, hvor han netop er en klippe.

Til sommer går turen altså hjemover for 110 kilo-manden på 198 centimer, som TMS Ringsted i sin tid fandt i FIF.

- Jeg tror rigtig meget på det projekt, HØJ har gang i. De har gennem en årrække taget et step op hver sæson, både på og udenfor banen. Det er en klub, som er bygget rigtig godt op over en lang periode, og som ikke stiller sig tilfredse. Den sult for hele tiden at rykke sig, er noget som virkelig tiltaler mig, lyder det fra Jeppe Jonasson i den pressemeddelelse, HØJ har sendt ud.

- Jeg håber, at jeg sammen med resten HØJ kan være med til at skubbe klubben fremad. Det kunne være rigtig godt at komme op i den sjove ende af tabellen og spille med om de tre øverste pladser. Det er helt klart også mit mål med skiftet til HØJ. Samtidig håber jeg at kunne bidrage til et sundt og godt miljø, hvor det selvfølgelig handler om at vinde! Ambitionerne er store, men det kræver hårdt arbejde. Det glæder jeg mig til at blive en del af. Endelig var muligheden for at komme tættere på familien og København også tiltalende efter fire år i Jylland.

HØJ-træner Jesper Fredin er ved at sammensætte næste sæsons HØJ-hold og sikrer sig altså rutine og kraft i Jonasson.

- Jeg har i flere omgange arbejdet sammen med Jeppe gennem hans håndboldkarriere. Derfor ved jeg, at vi i Jeppe får en utrolig stærk og hårdtarbejdende spiller, der altid giver sig 100 procent for holdet. Han er en vellidt ledertype, der går forrest både i medgang og modgang, der vil passe godt sammen med vores i forvejen meget stærke defensiv.

- Jeppe har stor erfaring, hvor han særligt excellerer i defensiven. Han er på trods af sine 198 cm. og 110 kg. meget bevægelig, og han er bestemt ikke bleg for at dele øretæver ud. Han er meget kommunikerende med sine holdkammerater, hvilket vil passe godt ind i vores defensiv. Udover dette har Jeppe i den senere tid også vist styrker i den offensive del af spillet, hvor han er startende stregspiller i TM Tønder. Jeg byder Jeppe Jonasson velkommen i HØJ Elite og ser frem til samarbejdet, siger Fredin.