Behandlinger med salt fra Det døde Hav

Udespa & Living, Mellemvang 3, er klar med et nyt tiltag, hvor mennesker med psoriasis eller eksem kan blive behandlet i to klinikker i forretningen I de to nye klinikrum bydes der på bade i dødehavssalt og fototerapi med infarødt lys.

- Vi har gennem de sidste to år testet virkningen af behandlingerne gennem tilbagemeldinger fra vores kunder. Fra dem hører vi, at man kan mærke effekten allerede efter to gange. Badene i dødehavssalt holder psoriasis og eksem nede. Meldingen er, at man tydelig kan mærke en forskel, hvis man stopper i en periode, fortæller indehaver af Udespa & Living René Dahl og fortsætter: - Med vores nye klinikker vil dem, der ikke lige har råd til at købe en spa, også kunne få glæde af behandlingerne, siger han.

Laboratorierent salt

Sandet fra Det døde Hav ser umiddelbart ikke så eksotisk ud, som man måske kunne forestille sig. Det opbevares i store plastbeholdere og leveres fra Professor Dr. Beiner Laboratorium i Dresden, hvor man har beskæftiget sig med det helbredende salt i mere end 40 år.

- Det er laboratorierent salt med mange mineraler, blandt andet magnesium, som hjælper huden med at holde på vand. Magnesiumsaltene har også en gavnlig effekt på inflammatoriske hudsygdomme, forklarer René Dahl.

René Dahl pointerer, at behandlingerne henvender sig specifikt til mennesker med hudproblemer:

- Det er den kliniske del, vi prioriterer frem for den rene hygge og wellness, påpeger han.

Tjek på vandkvaliteten

Hygiejnen og vandkvaliteten i badene overvåges nøje:

- Efter hvert eneste besøg bliver vandet tjekket og renset. Når man tilmelder sig, gør vi desuden opmærksom på, at man skal møde nybadet. Så vandkvaliteten er helt i top, slår René Dahl fast.