Billeder: HB Køge overkom unge nordsjællændere

HB Køge blev matchet fint, da 1. divisionsholdet fredag aften havde smidt en ekstra træningskamp ind i kalenderen, inden den fra tirsdag og ni dage frem står på træningslejr i Tyrkiet.

FC Nordsjællands U19-mandskab var officielt på besøg, men gæsterne havde spillere helt ned til 15 år fra deres akademi med til Capelli Sport stadion, og det var en flok nærgående og kvikfodede modstandere, Auri Skarbalius' tropper skulle håndtere.

Det lykkedes sådan da. HB Køge vandt med 3-2 efter at have været foran 2-0 ved pausen, hvilket de blå/sorte så også alene var på grund af redninger af en anden verden fra Kevin Ray Mendoza.

HB Køge kom på 1-0 efter 13 minutter ved Mark Gundelach på oplæg af Tobias Christensen, og de to byttede roller ved 2-0 i første halvlegs sidste minut.

I løbet af mindre end syv minutter af anden halvleg havde gæsterne fået udlignet. Marian Huja lavede en »Jesper Olsen« efter et halvt minuts penge til 1-2, og det blev 2-2 på det straffespark, som Abdel Diarra begik små seks minutter senere.

To gange omkring den halve time spillet af anden halvleg brændte det på foran Mendozas mål igen, men HB Køge-defensiven var fint solid, og med fem minutter tilbage sørgede den jamaicanske prøvespiller Peter-Lee Vassell for sejrsmålet til de blå/sorte, da han »bare« skulle glide et indlæg i mål. Vassell havde kort forinden haft en måske endnu større mulighed, men da begyndte han at drible rundt i det lille felt på Liam Jordans indlæg, og så endte det op i ingenting.

Her billeder fra kampen. Foto: Jeppe Lodberg