Hastebesparelser på 40 millioner kroner ligger klar

Besparelser på 41,2 millioner kroner kan komme i hus allerede på dette års kommunebudget i Roskilde. Det er stigende serviceudgifter på 57 millioner kroner, som vil forværre kommunens i forvejen hårdt ramte likviditet, der har sat den ekstraordinære spareøvelse i værk.

Økonomiudvalget skal vedtage besparelserne på onsdag, men de konkrete spareforslag bliver ikke fremlagt på forhånd for politikerne i udvalget.

DAGBLADET Roskilde har dog fået adgang til sparelisten, der tæller over 20 forskellige besparelser, hvoraf mange er udskydelse af udgifter. Besparelserne skulle ikke have konsekvenser for serviceniveauet, men de omfatter blandt andet to millioner kroner til løn og indkøb i hjemmeplejen. I budgetforliget for i år blev der afsat penge til forbedring af hjemmeplejen.

Borgmester Tomas Breddam har tidligere udtalt, at de nye besparelser er en forvaltningsopgave, der ikke kræver forhandling mellem forligsparterne, da opgaven går på at leve op til det allerede vedtagne budget. Han har endnu ikke haft mulighed for at kommentere de konkrete besparelser og hemmelighedskræmmeriet med dem.