Sigma vandt DM for hold for andet år i træk

Det var 12. gang, Sigma fik titlen i hus

svømning Sigma Swim har vundet DM for hold for andet år i træk og for 12. gang i alt.

Den nye titel kom i hus i dagene 13.-15. december, hvor svømmeklubben Kvik arrangerede DM for hold over fire stævneafsnit i Kastrup Svømmehal.

I alt ni klubber stillede til start i den bedste division - herunder altså også Sigma, der stillede op som forsvarende Danmarksmestre.

Hver klub kan stille med maksimalt 26 svømmere - 13 damer og 13 herrer - til at svømme de i alt 42 løb, fordelt på 34 individuelle løb og otte holdkapper. Hver svømmer må maksimalt svømme fire individuelle løb og stille op i tre holdkapper. Hver klub skal stille med to svømmere i hvert af de individuelle løb og ét hold i hver holdkap.

I hvert løb tildeles hver svømmer/holdkap point i forhold til, hvor tæt den svømmede tid er på verdensrekorden (Fina-point).

24 svømmere fra Sigma var til start, og lige fra første stævneafsnit lagde Sigma sig i spidsen - og udbyggede føringen under hele stævnet.

Da sidste holdkap var svømmet kunne Sigma for 12. gang løfte pokalen som Danske Mestre. Sigma fik i alt 53.502 point. Kvik Kastrup blev nr. 2 med 51.751 point og Aalborg blev nr. 3 med 50.891 point.

Også de andre svømmedivisioner er afgjort, og på swimnews.dk er der udarbejdet en oversigt over top 50 præstationer baseret på Fina-point. Her har Sigma hele fem placeringer i top 10. Anton Ipsen tegner sig således for den andenbedste præstation, Alexander Aslak Nørgaard er nr. 4 og nr. 9, Pernille Blume er nummer 5, og Caroline Erichsen tager plads nummer 10.